Byrådet traf beslutning om skoler og dagtilbud på mødet i Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 01/05/2024 08:00

AARS: Efter et stort forarbejde, et langt forløb og mange forhandlinger godkendte Byrådet den indstilling om stærke og inkluderende fællesskaber på skole og dagtilbuds området, som børne- og familieudvalget havde givet.

På mødet i byrådssalen torsdag eftermiddag var der enstemmighed hos alle partier om, at stærke fællesskaber for så mange elever som muligt i Vesthimmerland er positivt.

Eneste stemme imod forslaget kom fra SF, der ville have fuld klarhed over visitationsprocessen, men David Rathkjens ændringsforslag fik kun opbakning fra partifællerne.

I sin præsentation af planen var formanden for børne- og familieudvalget åben omkring den svære proces, det bliver at implementere planen om inkluderende fællesskaber.

- Kommer det til at kræve en stor indsats fra vores ansatte, ja. Kommer der til at ske fejl ja. Bliver det let, nej. Alligevel vil vi gøre dette for vores børn for at styrke almenområdet, sagde Inger Nielsen (V).

Der er 15 punkter i implementeringsplanen.

Et af er, at der tildeles faste inklusionstimer i dagtilbud inklusive LBO på 5 eller 10 timer om ugen afhængigt af om institutionen har under eller over 50 børneenheder, som det hedder på kommunalt sprog.

De decentrale inklusionsmidler forøges fra 735.749 kr. til 1.898.944 kr. Den ekstra udgift på 1.163.195 kr. finansieres indenfor nuværende ramme for special pædagogik.

Udgifterne på special området er steget voldsomt, og der er brugt 22 millioner kroner mere over de seneste tre år.

Alle skoler skal nu afprøver mindre decentrale pilotprojekter med øget anvendelse af praksisfaglig undervisning og junior mesterlære, og erfaringer opsamles løbende i løbet af næste skoleår med henblik på en ramme og retning fra skoleåret 2025-2026.

Inspirationen kommer fra Lillehammer, hvor programmet har kørt i 10 år.

- Grundsynet er, at man skal hjælpe børnene med at mestre deres eget liv. Vi ønsker jo et inkluderende og demokratisk samfund, og så er det nødvendigt at vores skole og institutioner arbejder inkluderende og demokratisk, for det er her vores børn og unge formes og dannes, siger Inger Nielsen.

To skolebestyrelsesformænd, som Aars Avis har talt med, ville ikke udtale sig til citat, men udtrykte at de ser positivt på den nye plan og tror på, den vil lykkes trods udfordringer.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"