En Limfjordsfortælling om Vesthimmerlands Museum
Egnsmuseet i Aars sprudler fortsat af liv - trods 90 år på bagen
AARS: Vesthimmerlands Museum i Aars har rundet de 90 år, men det er ingen alder for et godt museum. Museet sprudler af aktiviteter, og det kan man overbevise sig om ved at deltage i Limfjordsfortællingen på museet hver tirsdag til og med midten af august, der handler om Vesthimmerland fra fortid til nutid.
Ideen om et selvstændigt museum i Vesthimmerland kom oprindelig fra forfatteren og Nobelpristageren Johannes V. Jensen, men han spillede dog ikke nogen direkte rolle, da Vesthimmerlands Museumsforening blev stiftet i januar 1910.
Siden er der gået ni årtier med indsamling, bevaring og formidling af kulturarven i Vesthimmerland, og det er grundlaget for Vesthimmerlands Museum, der i dag har ansvar for arkæologi og nyere tids kulturhistorie i Vesthimmerlands Kommune.
- Vesthimmerlands Museums arkæologiske samling blev grundlagt i 1919 og rummer flere nationale sjældenheder. Perlen er kopien af det berømte Gundestrupkar, som blev fundet en forårsdag i 1891, da karlen Jens Sørensen var ude at grave tørv i Rævemosen i nærheden af Aars. Hans spade stødte på noget hårdt og skinnende – og det var altså underdelen af et stort sølvkar, der viste sig at være udsmykket med mærkværdige og uforklarlige figurer. Karret er 2100 år gammelt og er mere end to meter i omkreds. Dermed har vi at gøre med et af de mest betydningsfulde fund fra europæisk jernalder, fortæller museumsleder Broder Berg.
Per Kirkebys hammer
Den første museumsbygning i Aars stod færdig i 1935, og i 1999 kunne man åbne den ny udstillingsbygning, tegnet af kunstneren Per Kirkeby i samarbejde med arkitekt Jens Bertelsen. Kirkeby valgte en grundplan for det ny hus, som ligner Thors hammer, og huset er koblet sammen med det gamle museum ved hjælp af cylindriske tårne.
I alt ikke mindre end 288.000 røde teglsten medgik til Per Kirkebys museumsbygning, som er kaldt ”arkitektur i ordets bedste forstand”, og som rummer Vesthimmerlands Museum, Himmerlands Kunstmuseum og Lokalhistorisk Arkiv.
Broder Berg er ikke i tvivl om det 90-årige museums rolle:
- Vesthimmerlands Museum er ikke og skal ikke være en Bilka-oplevelse. Vi står for fordybelse, ro og samvær med familien. Derfor har vi lavet en skattejagt, der både fører rundt i museet og i byen og omegnen. Den tager tre-fire timer og er en slags detektivhistorie, hvor man skal løse gåden om Gamle Astas liv. Det er den type kvalitetsoplevelser med kulturhistorien, vi gerne vil stå for. Samtidig har vi en fyldig arrangementskalender med værkstedsaktiviteter, omvisninger, foredrag og byvandringer. Og for børnene arrangerer vi f.eks. halloween, nissejagt og børneteater, siger han.
Generationers kultur
Vesthimmerlands Museum viser et udvalg af genstande fra de sidste 20 generationers landbokultur og fra stationsbyen. Jernbanen kom til Aars i 1893, og den sidste strækning blev nedlagt i 1969, men banerne fik stor betydning for hele byudviklingen i Vesthimmerland.
Limfjordsfortællingen på Vesthimmerlands Museum handler derfor om udviklingen fra fattigdom og gårdmandsliv til det moderne vesthimmerlandske erhvervseventyr.
Et af rummene er ført tilbage til museets start i 1930erne med eksempler på, hvad et museum dengang indsamlede og modtog.
I anledning af museets 90-års fødselsdag har museet i øvrigt forsøgt at få forbindelse med kommunens ældste borgere. Formålet har været at indsamle oplysninger om hverdagslivet i året 1920 med henblik på at kunne forme et tidsbillede anno 1920 i en samlet fortælling på museets hjemmeside og i årbogen 2010.