Aktuel Info

Stor glæde over samarbejde ved rejsegilde i Aars

 

Solen varmede og gjorde sit til at gøre dagen god

 

Af Torsten Hansen
Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, da bygherrer og håndværkere mødtes til rejsegilde på Bostedet Aars, der også kaldes Kimbrerparken, Markedsvej, fredag middag.
Det gode vejr passede til det gode humør de involverede parter mødte frem med.
- Vi står nu i det der bliver gården, og cirka der kommer regnvandsbassinet, forklarede projektleder Peter Helge Staun, Vesthimmerlands Kommune, da han bød velkommen til rejsegildet.
Han fortsatte med at udpege placeringerne for de forskellige afdelinger af det store byggeri.
- Ud mod vejen kommer et spændende træhus. Vi har dog haft lidt tummel med at skaffe træelementerne, men det ser ud til at lykkes, fortsatte han.
Efter en tak til håndværkerne blev alle budt ind i det kommende fælleshus, hvor to store gryder med varme røde pølser ventede.
Da den værste sult var stillet viste Peter Helge Staun rundt i de nærmeste bygninger, og forklarede hvad der blev bygget.
Med på turen var også direktør Anne Krøjer, Sundheds- og Kulturforvaltningen, samt projektleder og koordinator Tina Kjær Christensen.
- Det er et rigtig spændende projekt, og virkelig positivt at vi skaber en sammenhæng mellem kommunen og regionen, siger Anne Krøjer.
Den samme holdning gav Tina Kjær Christensen og Jytte Birk Hoffmann, leder af kommunes tilbud, også udtryk for.
- Jeg mener, der er tale om at banebrydende samarbejde, uddybede Jytte Birk Hoffmann.
I kommunalt regi bygges der 12 boliger til psykisk handicappede og 8 ungdomsboliger af tilsvarende slags.
Tilfreds region
Bostedet Aars bliver, i den regionale afdeling, bygget som erstatning for Bostedet Skovvænget i Aalestrup og Bostedet Vestervang i Løgstør.
Det nye tilbud består af 40 tidssvarende lejligheder med egen terrasse og adgang til tilhørende fællesarealer, aktivitetslokaler, servicearealer og administration.
Med det nye byggeri er regionen et skridt nærmere målet om at få opdateret hele bygningsmassen på socialpsykiatriområdet.
- Vi har igennem flere år haft fokus på at sikre moderne og mere velegnede boliger til de borgere, som har brug for en socialpsykiatrisk indsats i regionalt regi – og det er dejligt at se, at vi næsten er ved at være i mål, siger Vibeke Gamst, formand for Socialudvalget i Region Nordjylland.
- Ligeså glædeligt er det, at byggeriet gennemføres som en del af et samarbejdsprojekt med Vesthimmerlands Kommune. Det er en stor gevinst og betyder, at vi kan se frem til nye løsninger, samarbejdsformer og fællesskaber til gavn for både borgere og medarbejdere. Det er jeg meget spændt på at følge. Jeg glæder mig til at fejre rejsegildet sammen med alle de involverede - og selvfølgelig særligt alle håndværkerne, som jo er i fokus denne dag, siger Vibeke Gamst.
Hele byggeriet skrider frem efter tidsplanen, hvor der forventes indflytning i marts 2019.

Kontakt:
Aars.dk
webmaster@aars.dk
CVR: 25196546

OK
Cookie information

Dette websted anvender cookies til at registrere, hvordan du og andre benytter hjemmesiden.
Disse oplysninger bruger vi bl.a. til at se, hvordan vi kan forbedre den for dig som bruger. Læs mere.