Torsdag, 09/07/2009 11:46

Der venter holdene en spændende sæson med en ny turneringsstruktur, når efterårssæsonen for de lokale fodboldhold starter igen midt i august. Dette har udmøntet sig helt konkret i, at holdene frem over inddeles i puljer á 8 hold. Disse møder hinanden to gange – én gang på hjemmebane og én gang på udebane, hvilket bliver 14 kampe i alt. Disse 14 kampe afvikles i månederne fra august til november og udgør sæsonen. Puljevinderen rykker én serie op mens rækkens nummer otte og syv rykker én serie ned. 
JBU har udtrukket holdene til de respektive puljer, og her venter, set med ”lokale briller”, en række spændende opgør. 
Nibe Boldklubs førstehold, som i den kommende sæson er placeret i serie 2, er bl.a. kommet i pulje med lokalrivalerne fra St. Restrup IF, som gennem flere sæsoner har fristet en tilværelse i serie 2. Her venter to spændende opgør fra denne pulje, hvor beboerne i de to byer skal mange år tilbage til sidst de har kunnet være vidne til et sådan opgør mellem de to klubbers førstehold. Næst er Svenstrup GF, som også er nedrykkere fra serie 1 placeret i denne pulje. Dette giver puljen endnu et par gode lokalopgør, hvor Nibe B har revanche til gode fra sidste sæson, hvor de tabte 1-3 på hjemmebane. Kampene mellem St. Restrup IF og Svenstrup GF også bliver spændene at følge. Ud over de ovennævnte tre hold er der følgende hold også placeret i denne serie 2-pulje: Løgstør, Gundersted, Fjerritslev, Aalborg Freja og Aalborg Chang. Til Aalborg Chang skal det nævnes, at det er den tidligere Nibe-træner Karsten Møller, som står i spidsen for dem. Dette må naturligvis også give kampene mellem Nibe B og Aalborg Chang lidt ekstra ”kulør”.
I serie 3, hvor Sebber IF’s førstehold den kommende sæson er at finde, er der også lokalopgør i vente. Her bliver specielt opgørene mellem Sebber IF og Nibe Boldklubs andet hold spændende at følge. Sidst disse to hold mødtes endte det med snæver etmålssejr til Nibe B på hjemmebane. Ud over Sebber IF og Nibe B er følgende hold med i denne serie 3-pulje: B52 Aalborg, Doense/Vebbestrup, Ravnkilde/Haverslev, Suldrup, Sørup og Aars. 
Nibe Avis, 9. juli 2009
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"