Åbent hus hos kvægavlere

Torsdag, 14/05/2009 10:21

Anni og Jens Aage Nielsen har boet på Hjortholmvej siden 1983 og allerede dengang havde de interesse for dyrehold og startede ud med nogle heste og en enkelt ko i gårdens gamle stald. Efterhånden som tiden gik, blev hobbybrugets dyrehold større og større og på et tidspunkt blev det nødvendigt at nedrive dele af gården og opføre en stor ny staldbygning, hvorpå parret satte dyrevelfærden i højsædet. Stalden er en såkaldt løsdriftsstald, hvor alle dyr går løse og samtidig er den indrettet med særlige pladser, hvor kalvene kan trække ind og hygge sig sammen. I stalden finder man i dag 23 heste, 25 amme køer samt ungdyr, der fedes til slagtning. 
Efter indførslen af de gode forhold for dyrene fik Anni og Jens Aage Nielsen mulighed for at levere slagtedyr til “Frilands” konceptet, der bygger på netop dyrevelfærd og trivsel. Udover hensyntagen til slagtedyrene har ”Friland” også valgt at gøre det nemt og overskueligt for forbrugeren, idet man let kan spore det enkelte stykke kød i butikkernes kølediske. Dette betyder, at man kan se hvor og hvornår, det er slagtet og hvor dyret er opdrættet. At kunderne interesserer sig for, hvad de kommer i indkøbsvognen, oplever man også hos Super Best i Støvring, der i de senere år har haft et stadig større salg af ”Frilands” produkter. Super Best i Støvring har ofte oksekød fra netop Anni og Jens Aage Nielsens kødkvægsbesætning og forbrugerne kan godt lide at produkterne er lokale. 
Til dagens åbent hus arrangement var de fleste af gårdens dyr stadig indenfor i stalden for at gæsterne bedre kunne se dem, men en lille flok Limousine køer var blevet lukket ud på det saftige grønne græs, ligesom de fleste af gårdens heste. 
De mange gæster havde derfor rig mulighed for at beundre de flotte Limousine og Simmertaler køer og samtidig blev der uddelt smagsprøver på grillet kalvekød og pølser. Omkring 250 gæster i alle aldre fra såvel lokalområdet som det øvrige Himmerland og Vendsyssel, samt en delegation fra Norge lagde vejen forbi Hjortholmvej denne smukke lørdag, hvor Anni og Jens Aage Nielsen nød at vise deres dyr frem for de mange interesserede. 
Med åbent hus arrangementet håber parret, at de har givet de besøgende et indblik i vigtigheden i god dyrevelfærd og der igennem påvirket den enkelte, når der skal vælges kød og andre landbrugsprodukter i butikkerne. 
  DS & HH쇓
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"