Ødelæggelser og skuffede børn: Aars-børnehave har opråb til alle

Af Ture Damtoft, Onsdag, 12/08/2026 08:30

AARS: Der ventede en ærgerlig overraskelse på første skoledag hos Børnehaven Markvænget i Aars.

På børnehavens legeplads, som er åben for alle, var en “vandbane” blevet ødelagt.

Vandbanen er nogle tagrenderør, som børnene kan hælde vand i og se, at det bevæger sig ned og ender i en spand.

Men tagrenderørene var blevet splittet ad og bøjet, og det er ikke første gang, der enten er blevet ødelagt noget eller mangler noget på legepladsen.

- Vi er vant til, at tingene måske står nogle andre steder, og det er fint nok. Men vi er trætte af, at vores ting bliver ødelagt. Det kræver både tid, arbejde og penge at vedligeholde og reparere legepladsen, og når noget bliver ødelagt, går det i sidste ende ud over de børn, som hver dag kommer og glæder sig til at lege med tingene. Der stod nogle børn og var rigtig kede af det i mandags, siger pædagog Stefan Foged.

Heldigvis havde han allerede tirsdag hørt fra flere, som gerne ville give nogle nye tagrenderør, og komme og hjælpe med at lave en ny vandbane, så børnene igen kan lege med vand og lære lidt om tyngdekraft.

- Vi ønsker selvfølgelig, at alle i byen skal kunne bruge og have glæde af vores legeplads og håber virkelig, at vi fremover kan passe bedre på vores ting sammen, siger Stefan Foged.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"