“Fritidspris” blev tildelt erfaren FDF-leder i Aars

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 02/10/2024 08:15

“Frivilligpris” og “Unglederpris” blev også uddelt

AARS: “Fritidsprisen” i Vesthimmerlands Kommune blev forleden tildelt FDF-leder Henrik Ørsnæs Christensen, Aars, som var indstillet som modtager for den indsats, han har ydet og fortsat yder i FDF Aars. Henrik Ørsnæs Christensen har været aktiv i FDF Aars siden 1981 og har gennem årene haft mange forskellige funktioner.

Han bestrider fortsat flere poster i FDF Aars og betegnes i indstillingen som en uundværlig del af korpset.

Henrik Ørsnæs Christensen har gennem årene sat sit “aftryk” på mange unge, hvilket bl. a. blev synligt på en lejr, hvor han blev opsøgt af en ung kvinde, som ville sige tak for mange gode oplevelser som væbner i FDF Aars, og fortælle ham “ansigt til ansigt”, at han havde gjort en forskel for hende og hendes videre færd i livet.

Fritidsprisen blev overrakt i Farsø, hvor Vesthimmerlands Kommune, Fritidsrådet og Frivilligrådet var vært ved et arrangement, hvor der deltog 340 frivillige ildsjæle fra hele kommunen.

Med hæderen til Henrik Ørsnæs Christensen fulgte en buket, en statuette udført af kunstneren Lene Purkær og 3.000 kr.

Ved samme lejlighed blev “Frivilligprisen” tildelt Ingelise Nielsen, Aalestrup, for hendes indsats for Aalestrup Seniorer og Senioridræt Aalestrup.

Hun er også medlem af Ældrerådet i Vesthimmerland. “Unglederprisen” gik til 17-årige Albert Randers Jende, som var indstillet for en stor indsats for Farsø Gymnastikforening, hvor han bl. a. i flere år har taget ansvar for foreningens redskaber.

Fællessang
Dagen bød også på fællessang ved Sangkraft Vesthimmerland og et foredrag af Johnny Sort. Fritidsrådet og Frivilligrådet havde inden dagen modtaget rigtig mange indstillinger til priserne.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"