”Ild Pizza” åbner butik i Aars i juli

Af Torsten Hansen, Torsdag, 01/07/2021 14:40

Der skal ansættes 20 til 25 medarbejdere

AARS: - Vi er i gang med en større ombygning af lokalerne i ejendommen Himmerlandsgade 85, og vi mangler at finde en lokal bestyrer af butikken, siger kreativ direktør Younes Deaibes, der sammen med Anders Grønborg og Esben Mols Kabell udgør bestyrelsen og ejerkredsen af Ild Pizza.

Butikken i Aars bliver nummer 18 i en kæde. Butikkerne drives af bestyrere.

- Vi forventer run på i weekenderne. Derfor har vi planer om at ansætte 20-25 medarbejdere, fortsætter Younes Deaibes.

Det specielle ved Ild Pizza er, at alle pizza bliver bagt i en stenovn. Den er ved at blive sat op. Det er en 2,6 ton tung sag.

Det andet som er anderledes ved konceptet er, at al bestilling skal foregå online.

- Man kan sidde og spise hos os. Der bliver 25 siddepladser, men det er tiltænkt som et take away sted, understreger Younes Deaibes.

Der er frit valg af topping til pizzaen, mens prisen er ens for alle typer.

Ild Pizza vil gerne være lokal. Derfor lover Younes Deaibes, at første dags omsætning skænkes til en lokal idrætsforening. Hvilken er endnu ikke besluttet.

- Vi synes Aars er en spændende by.

Det er en by i udvikling, og der er muligheder, derfor har vi valgt at komme til Aars, siger den kreative direktør.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"