1100 festede for 25 år med Den Lille Fede

Lørdag, 26/09/2009 23:29

Lørdag aften var godt 1100 medhjælpere, gæster m.fl. samlet i Nibe Idræts- & KulturCenter – til den vel største indendørs festlighed, Nibe til dato har set.
Anledningen var som bekendt Nibe Festivals 25 års jubilæumskoncert, som er dette års medhjælperfest.
Festivalledelsen havde tidligere på dagen indbudt særlige gæster, sponsorer, forbindelser i hele samfundet m.fl. til en jubilæumsreception, og samme dags aften var det så de op mod 3700 medhjælperes tur til at feste med hinanden. Godt 1100 af disse  havde tilmeldt sig, og de mødte en flot og festligt pyntet atmosfære i de to idrætshaller.
Tom Donovan tog sig af de første timer, hvor den populære musiker underholdt i en særlig udgave af »Crew Pitten«, mens medhjælperne var bænket eller opholdt sig ved en af de mange barer og hyggekroge der var bygget op.
Under festivalledelsens indslag midt på aftetnen bekendtgjorde festivalens formand Michael Breuer, at årets festival i Skalskoven dels havde været en økonomisk succes, og at den rent praktisk var afviklet nærmest perfekt. Det hidtil opgjorte tal for 2009-festivalens økonomi har gjort, at festivalen allerede nu har udloddet 1,2 mill. kr. til de samarbejdspartnere, klubber m.fl., som festivalen har haft kontrakter med, i forhold til bl.a. hjælp fra klubbernes medlemmer. Dette tal er 50% større end hvad der oprindeligt er aftalt, men samtidig en gestus til de frivillige for en stor indsats i et godt økonomisk år.
Festivalens talsmand Peter Møller Madsen, der sammen med flere andre var blevet hyldet tidligere på dagen, bekendtgjorde for publikum, at festivalens ophavsmand Torben Jakobsen tidligere på dagen var blevet udnævnt til festivalens kun andet æresmedlem, og han gør nu Thorvald Odgaard følgeskab i dette eksklusive selskab.
Med sig på scenen til denne præsentation havde Torben Jakobsen også sin ældre bror Ejler Jakobsen, som i 1985 måtte træde til, da ingen i den daværende festivalledelse, var gamle nok til at opnå spiritusbevilling. Denne gestus indbragte et fortjent bifald fra publikum, inden indslaget blev rundet af med et vers til fællessang, forfattet og udført på sommerens festival af »The Powls«.
Aftenen igennem blev publikum således underholdt af Dodo and The Dodos, Tournesol, Magtens Korridorer og Diskotek Natteravnen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"