20 nye rækkehuse opføres på Højskolebakken i Aars

Onsdag, 28/10/2015 08:29

Aars Boligforening tog tirsdag første spadestik til byggeriet

Af Torsten Hansen
AARS: Det er ofte investorer og andre udefra der får lov til at tage de første spadestik, når Aars Boligforening sætter gang i nye byggerier. Men tirsdag formiddag var det andre der havde fået lov til at sætte spaden i jorden.
Arkitekt Poul Broe, Krogh Madsen Arkitekter, fik æren af at tage de første spadestik. Dernæst blev spaden overrakt til Lars Liengaard, der skal være pedel for de kommende boliger. Det sidste spadestik blev taget af Sanne Abildgaard, Aars Boligforening. Hun er kendt af mange der har bolig i foreningen. Fordi hun er den person de først møder, når de kommer til kontoret på Kirketorvet.
Hverken Lars Liengaard eller Sanne Abildgaard er vant til at tage første spadestik, så det varsler måske nye tider.
Baggrunden for spadestikkene er, at Aars Boligforening bygger 20 rækkehuse på arealet mellem Møllevej og Grønnevej i Aars. Området har tidligere rummet en højskole og kaldes derfor af mange for Højskolebakken. Men det er mange år siden højskolen lukkede.
Rækkehusene opføres i to plan.
- Der bliver terrasser ved køkken-alrummet. I stueplan laves også soveværelse og stue. På 1. sal kommer der en balkon, hvorfra der bliver god udsigt, siger direktør Jens Damgaard, Aars Boligforening.
Rækkehusene bliver på cirka 115 kvadratmeter hver og planen er, at byggeriet skal stå færdigt til december 2016.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"