20 væltede træer i Vesthimmerland

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 07/04/2026 09:38

VESTHIMMERLAND: Søndagen blev usædvanligt travl for Park & Vej i Vesthimmerlands Kommune, da stormen Dave sendte en række træer til jorden rundt om i området.

Fra klokken 11 begyndte opkaldene at tikke ind, og i løbet af dagen måtte mandskabet rykke ud til i alt 18 hændelser fordelt på 14 forskellige veje.

Mandag væltede yderligere to træer.

Langt de fleste opgaver handlede om væltede træer, men også en flagstang ved Spar Nord i Løgstør måtte give efter for vinden.

- Det kom stille og roligt i løbet af dagen, fortæller afdelingsleder Henrik Grøn.

Heldigvis kom ingen personer til skade i forbindelse med hændelserne.

Park & Vej havde fokus på at sikre fremkommeligheden og ryddede derfor træerne væk fra vejene i løbet af dagen.

Særligt på Sjøstrupvej var der udfordringer, hvor tre træer væltede. Ifølge afdelingslederen er det ikke første gang.

- Det er næsten helt sikkert hver gang, at der vælter nogen. De er ved at være lidt rådne, og vi har talt om, at de skal fældes, men det er lidt ømtåleligt, siger Henrik Grøn.

Mandag var situationen mere rolig med blot to hændelser, mens arbejdet tirsdag fortsatte med at få skåret de væltede træer op og fliset nogle af dem.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"