Nytårssalut på Kimbrertorvet er blevet en fast tradition for Himmerlands Saluteringslaug.
25 år med kanoner i Aars - Himmerlands Saluteringslaug fejrer jubilæum
Af Ture Damtoft, Onsdag, 08/07/2026 09:00
VESTIHMMERLAND: Et kanonskud kan høres på lang afstand, men bag de kraftige brag gemmer sig en historie om fællesskab, frivillighed og respekt for traditioner.
I år kan Himmerlands Saluteringslaug fejre 25-års jubilæum efter et kvart århundrede, hvor lauget har sat et festligt punktum eller begyndelse på utallige begivenheder i Vesthimmerland.
Historien begyndte i 2001, hvor to mænd med en fælles interesse for historiske kanoner mødte hinanden.
Den ene var Peter Høffner fra Østrup, som havde stor viden om kanoner og støberi, og som senere blev stifter af Himmerlands Saluteringslaug.
Den anden var Bent Schade, daværende bankdirektør i Aars, som havde blik for økonomien og mulighederne for at få et nyt laug op at stå.
Sammen begyndte de at lege med tanken om at etablere et saluteringslaug i Himmerland. Hvis Spar Nord Fonden kunne donere et par kanoner, byens førende tøjhandler Jørn Holm ville levere stof til uniformerne, og daværende borgmester Knud Kristensen kunne hjælpe med at få syet uniformerne gennem et beskæftigelsesprojekt i Aars Kommune, så måtte projektet kunne lade sig gøre.
Og sådan blev det.
11. november 2001 blev Himmerlands Saluteringslaug officielt stiftet med to store kanoner og ti historiske uniformer i forskellige størrelser. Herefter begyndte arbejdet med at finde flere medlemmer.
De rette folk
Fra begyndelsen handlede det om at samle mennesker med forskellige kompetencer.
En revisor var nødvendig for at holde styr på økonomien, og derfor blev Per Holm overtalt til at blive medlem. Angiveligt også med udsigten til at kunne fungere som model til en af uniformerne. Han er også kassemester i dag.
Samtidig havde lauget brug for en praktisk anlagt ildsjæl, der kunne løse de opgaver, som uundgåeligt opstår i en frivillig forening. Valget faldt på Peter Stenild, der her 25 år senere stadig er laugets oldermand og en central drivkraft i arbejdet.
I dag tæller Himmerlands Saluteringslaug 16 aktive og 11 passive medlemmer. Fælles for dem alle er interessen for historiske kanoner og ønsket om at holde gamle traditioner i live.
Gennem årene er lauget vokset.
Donationer fra både Nordea-fonden og Sparekassen Danmarks Himmerlands Fond har gjort det muligt at anskaffe flere uniformer og en tredje stor kanon. I dag råder lauget over tre store salutkanoner, mens hvert enkelt medlem desuden har sin egen mindre kanon.
Uniformerne er inspireret af artilleriets model 1886 og er blevet et karakteristisk kendetegn for lauget ved de mange arrangementer, hvor medlemmerne deltager.
Mere end et brag
Siden stiftelsen har Himmerlands Saluteringslaug sat et højtideligt præg på et utal af arrangementer.
Lauget har blandt andet deltaget ved Musikskolens 25-års jubilæum, Aars Vandværks 100-års jubilæum, Aars Varmeværks arrangementer, åbningen af forårsmesser i Messecenter Vesthimmerland, tænding af julebelysningen i Aars, cykelløb, byfester og ved begravelser.
Den mest kendte tradition er dog nytårssaluteringen på Kimbrertorvet i Aars.
Hvert år den 31. december præcis klokken 12 - om dagen forstås - affyrer lauget de tre store kanoner for at skyde det gamle år ud og det nye år ind.
Sammen med Kimbrergarden og Arosia Koret er saluteringen blevet en fast nytårstradition, hvor borgmesteren samtidig holder nytårstale for de mange fremmødte.
Vesthimmerlands Kommunes borgmester Per Bach Laursen fremhæver i forordet til jubilæumsskriftet, at saluteringslauget spiller en særlig rolle i lokalsamfundet.
Han peger på, at markeringen af livets store begivenheder er en vigtig del af den lokale kultur, og at lauget gennem sine saluteringer er med til at skabe minder og styrke fællesskabet.
For et kanonskud er ifølge borgmesteren langt mere end blot et højt brag. Det er et symbol på respekt, anerkendelse og fejring, og et signal om at en begivenhed er værd at standse op ved.
Efter 25 år er det netop den opgave, Himmerlands Saluteringslaug fortsat ser som sin vigtigste: At være med til at markere de øjeblikke, der samler mennesker, holder traditionerne levende og giver Himmerland en helt særlig lyd, når der er noget at fejre.
Ordet er dit