BioCirc har ambitioner om at udvide firmaets anlæg i Vesthimmerland, og dette er en illustration fra firmaets hjemmeside om Vesthimmerland Go Green projektet. Det viser et meget større anlæg, end der i dag eksisterer på Holmevej.
300 millioner fra EU til grøn omstilling i Vesthimmerland
Af Ture Damtoft, Onsdag, 13/05/2026 09:00
BioCirc Group har modtaget 40 millioner euro svarende til næsten 299 millioner kroner i støtte fra EU Innovation Fund til projektet RECLAIM (Renewable Energy Cluster for Agro-Industrial Methanol Production).
Det betyder på dansk noget i retning af ”Vedvarende energiklynge til agro-industriel produktion af methanol.”
Begrebet dækker over et energiprojekt, hvor flere grønne energiteknologier kobles sammen i en samlet løsning.
Methanol er en flydende type alkohol, som kan bruges som grønt brændstof til blandt andet skibe, industri og tung transport.
Ordet “agro-industrial” henviser til, at projektet tager udgangspunkt i landbrugets ressourcer. Eksempelvis husdyrgødning, halm og andre organiske restprodukter fra landbruget.
En “energy cluster” betyder, at flere anlæg og energiformer samles i et integreret system, hvor energien og ressourcerne udnyttes bedst muligt.
Ideen er, at restprodukter fra en proces bruges som råstof i en anden proces, så man skaber en mere cirkulær og klimavenlig produktion.
Bio Circs projekt tager udgangspunkt i firmaets eksisterende biogasanlæg i Vesthimmerland og skal kombinere biogasproduktion med vedvarende energi og grønne brændstoffer.
Ifølge projektet skal det eksisterende biogasanlæg i Vesthimmerland udvides, så det kan producere både biogas og grønne energiformer som methanol.
Målet er at skabe en integreret og cirkulær energiklynge med fokus på både klima og energisikkerhed.
Borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (V), ser positivt på mulighederne for lokalområdet.
- Et potentielt projekt som dette kan være et vigtigt skridt for lokalområdet. Det skaber arbejdspladser, styrker den lokale værdikæde og sikrer, at grøn omstilling også bliver til konkret værdi dér, hvor anlæggene ligger, siger han.
Group CEO i BioCirc, Bertel Maigaard, udtaler, at projektet både handler om klima og europæisk energiuafhængighed.
- BioCirc er sat i verden for at accelerere den grønne omstilling i stor skala. Vi udvikler og driver integrerede energiløsninger, der fortrænger CO2 og styrker energisikkerheden. Tildelingen fra EUIF er en stærk anerkendelse af RECLAIM og af BioCircs ambition om at udvikle skalerbare, cirkulære energiklynger, siger han.