505 autocampere var til træf i Aars

Af Lokalredaktionen, Aars Avis, redaktion@aarsavis.dk, Onsdag, 02/09/2026 08:19

AARS: 505 autocampere til en samlet værdi på rundt regnet en halv milliard kroner var i den seneste weekend til jubilæumstræf i Aars. Der var autocampere fra hele Danmark, og indehaverne "slog lejr" i området ved Messecenter Vesthimmerland og den bagvedliggende dyrskueplads.
Der var autocampere i alle afskygninger, men langt den overvejende del var store og flotte køretøjer, som anslås at koste mindst en million kroner pr. styk.
Messecenter Vesthimmerland, som lagde hus til Dansk Autocamper Forenings 40 års jubilæum, havde både fredag og lørdag besøg af omkring 1000 deltagere til to store fester med underholdning af henholdsvis "Tørfisk" og "Kandis". Allerede torsdag eftermiddag og aften ankom de første 200 autocampere til Aars - og de var synlige i gadebilledet.
Restaurant Messen sørgede for bespisning af gæsterne, og det medførte stor travlhed i køkkenet. Til eftermiddagskaffe fredag blev der serveret lagkage, hvortil der blev pisket flødeskum af 75 liter fløde.
I restaurantens køkken blev der tilberedt ca. et tons kød, kartofter og grønt til aftenmenuerne fredag og lørdag, og udleveret 1500 rundstykker både lørdag morgen og søndag morgen.
Et sådant arrangement har en afsmittende virkning. Byens butikker og caféer nød godt af det store antal gæster, der satte sit tydelige præg på hovedgaden, både torsdag aften til By-night, fredag eftermiddag og lørdag formiddag.
Aars Handel var forberedt og havde indsat shuttlebusser fra messecenteret til Kimbrertorvet lørdag formiddag. Disse busser blev flittigt benyttet.
- Jubilæumsweekenden forløb rigtig godt. Vi har haft en masse glade gæster, som vi har forvandlet til gode ambassadører for messecenteret og Aars i fremtiden, fortæller Morten Lyngby, eventkoordinator ved Messecenter Vesthimmerland.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"