986 børn i Aars fik en blå tunge

Af Torsten Hansen, Onsdag, 14/09/2022 08:30

AARS: 986 blå tunger forlod Aars Kirke/Kultur og Sognehus fredag formiddag.

Elever fra HEG i Aars havde bagt 1000 kager, som børn fra Aars Skole, Østermarkskolen, Vestermarkskolen, Børnehaven Mejsevej, Børnehaven Troldhøj og børn fra nogle af byens dagplejemødre blev budt på.

Kagerne var pyntet med et foto af Aars Kirke, pynten var dog lavet i sukker, så den kunne spises. Det var et farvefoto af kirken, med blå himmel, og netop den blå farve satte sig på alle kagespisernes tunger.

Det var dog ikke noget problem. Alle nød kagerne og gik fra kirkecentret med godt humør.

Planen var, at hele arrangementet skulle foregå på parkeringspladsen nord for kirkecentret. Men regn satte en stopper for den plan. Heldigvis var der plads indenfor, så alt fungerede blot i andre omgivelser.

Men så kunne børnene se på de fine plancher, der ligesom kirkekagerne er en del af Aars Kirkes 100 års jubilæum. Plancherne viser historien om Aars Kirke, med informerende tekst og billeder.

- Vi er rigtigt glade for plancherne, de er så flotte, siger kirke- og kulturmedarbejder Marianne Klausen, der stod for kagearrangementet.

Hun var også glad for, at det hele forløb uden problemer - selv om kagerne blev spist indendørs.

Hvis man vil se billeder af Aars Kirke og historien omkring den, kan man gøre det hjemmefra nu.

Et af jubilæets andre arrangementer har netop været at få lavet et elektronisk billedgalleri.

Det kan ses på Aars Kirkes hjemmeside.

100 års jubilæet fejrer resultatet af en stor ombygning af kirken i 1921-1922.

I den kommende tid er der flere arrangementer i anledning af jubilæet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"