AaB henter sin nye direktør i Nibe

Torsdag, 25/06/2009 22:10

Carsten Greiffenberg, Nibe, tiltræder 1. august som ny økonomidirektør i sportsklubben AaB og medlem af direktionen, mens Claus Jensen tiltræder som kommerciel direktør, skriver AaB på sin hjemmeside.
46-årige Carsten Greiffenberg kommer til AaB fra en stilling som økonomidirektør hos HEF, Himmerlands Elforsyning A.m.b.a. Carsten Greiffenberg HD/MBA har en både teoretisk og praktisk stærk økonomibaggrund tilsat stor ledelsesmæssig erfaring fra job i store internationale og nationale koncerner.
Carsten Greiffenberg tiltræder 1. august og afløser den hidtidige økonomidirektør Lars Vadsholt Jørgensen, der har været ansat i AaB siden 1999, heraf to perioder som konstitueret administrerende direktør. 
Direktionen i AaB A/S består herefter af adm. direktør Poul Sørensen og økonomidirektør Carsten Greiffenberg.
Privat bor Carsten Greiffenberg med sin familie i Nibe, og er oprindeligt opfostret med fodbold i Vejgaard Boldklub. Inden golfspillet tog over, var han en årrække en habil målmand på Nibe Boldklubs Old Boys hold, og sammen med familien har han i årevis fulgt AaB's bedrifter på hjemme- og udebaner.
På den salgs- og marketingmæssige side har AaB-koncernen styrket sig med ansættelsen af 45-årige Claus Jensen, der medio juli tiltræder en nyoprettet stilling som kommerciel direktør. Claus Jensen kommer fra en stilling som direktør i rejsevirksomheden DTF Travel. 
Adm. direktør i AaB Poul Sørensen udtaler til AaB's hjemmeside:
- For at sikre fortsat vækst, udvikling og tilfredsstillende resultater, er det afgørende at have en stærk organisation både på og uden for banen. Med dagens organisatoriske ændringer er der sikret tilførsel af stærke kompetencer og væsentlig erfaring på vitale områder.
Nibe Avis, 25. juni 2009

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"