Aars byder på mandehørm til by night torsdag

Af Ture Damtoft, Onsdag, 01/06/2022 09:00

AARS: - Det kan godt være, man skal passe lidt på i disse tider, men vi er ikke bange for at sige, vi byder på mandehørm til Fars Dag, siger Mads Kristensen.

Butiksassistenten i Wagner har været tovholder på Fars Dag By Night torsdag, hvor hele Himmerlandsgade igen summer af liv - og for første gang er der "shuttle-service", så gæsterne også kan komme ud i butikkerne og autoforhandlernes show-rooms på Vestre Boulevard.

- Der vil være masser af gode tilbud og aktiviteter i hele Aars. Vi er gået efter at give alle en god oplevelse. Selvfølgelig vil vi gerne have travlt i butikkerne, og det regner vi også med. Aars kan stadig byde på stort set alt, man kunne ønske sig, men til By Night handler det også om, at vise byen frem fra den bedste side, så alle føler sig velkomne og får lyst til at komme igen, siger Mads Kristensen.

Han ville gerne selv ud på f.eks. Kimbrertorvet og høre levende musik og få sig en fadøl, kunderne skal serviceres og kasseapparatet passes ligesom i de andre butikker.

Heldigvis er der masser af frivillige kræfter og foreninger, som har lyst til at bidrage til den gode stemning.

Fra Aalestrup kommer der både veteranbiler og classic-knallerter, der udstillles i Himmerlandsgade.

Lige ved siden af de noget nyere el-biler og el-cykler fra auto- og cykelforhandlerne i Aars.

- Vi skal jo være med til at tænke på og passe på klimaet, derfor valgte forhandlerne at komme med alt det nyeste i el-biler og cykler. Der bliver en masse flotte modeller at se på, og dem fra AutoAars kan man også få en tur i, siger Mads Kristensen.

Shuttle service

De leverer biler til den "shuttle-service", der skal binde byen lidt bedre sammen til den type arrangementer.

- Vi har hele modelpakken med, men det jo nok årets bil 2022 vores Ioniq5 model, de helst vil prøve en tur i, siger medindehaver Kasper Jensen.

På Kimbrertorvet er der først underholdning med bandet "Mindst 4" og bagefter mad, som Aars Touring Klub selvfølgelig står for.

- Det er blevet en fast tradition, at vi er med til Fars Dag. Vi serverer nogle gode øl, noget godt mad og kommer med flotte motorcykler. Det er altid hyggeligt og en måde at give noget til sammenholdet i Aars på, siger Brian Nielsen fra Aars Touring Club.

Efter to lange år med corona - dog med pauser - vil Aars Handel have os handlende tilbage til de lokale butikker.

- Der hjælper det, at have nogle fede arrangementer. Musik, motorer og kolde fadøl er selvfølgelig lidt mandehørm, men vi kan godt garantere, at alle er velkomne, og heldigvis er det også det, vi ser hver gang. Der bliver måske tænkt lidt mere på far, men det er hele familien, der er med, siger Mads Kristensen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"