Aars er klar med digital byvandring

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 30/11/2022 12:13

AARS: Onsdag formiddag var der premiere på Story Hunt Aars. Det er en digital byvandring ved hjælp af en app og mobiltelefonen udarbejdet af Turistforeningen for Aars og Omegn og Destination Himmerland.

Den digitale rundtur til 10 punkter blev indledt ved Vesthimmerlands Museum, hvor der også blev talt af turistforeningens formand, Poul Damgaard, destinationsdirektør Johanne Bugge og museumsdirektør Broder Berg. Alle var begejstrede for, at der nu er fundet en afløser for de traditionelle guidede byvandringer, som i mange år er gennemført med tidligere borgmester Per Nørgaard og fhv. pedel Peter Stenild som fysiske fortællere.

Nu downloader man en app på sin mobiltelefon og bliver ført rundt til forskellige seværdigheder i byen. Der fortælles undervejs, og det er endvidere muligt at se billeder på mobilen og læse mere om, hvad man ser – inden man guides til næste sted.

Med den digitale byvandring behøver man ikke bestille tid, og det er gratis. Man downloader app’en ved museets hovedindgang, som i øvrigt er første stop for en lokal fortælling.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"