Aars får snart besøg af cirkus i verdensklasse
Af Thorkil Christensen, Fredag, 16/05/2025 12:30
Cirkus Arena med Bubber og Malene Qvist gæster Aars 19. maj
AARS: Mandag, 19. maj får Aars besøg af Cirkus Arena, som ruller ind i byen med sit 70 års jubilæumsprogram. Det bliver et besøg med legendariske cirkusartister - og med Bubber og Malene Qvist i spidsen for forestillingen.
I 70 år har Cirkus Arena samlet generationer om cirkusoplevelser, og i 2025 fejres jubilæet med en forestilling som kun en cirkusdirektør kan udtrykke det: I absolut verdensklasse. Publikum kan opleve det bedste af det bedste inden for cirkusverdenen.
- I 70 år har Cirkus Arena været en del af dansk kultur og familietradition. Da min far grundlagde Cirkus Arena for 70 år siden, var det Danmarks mindste cirkus, i dag er det Nordens største. Vi fejrer jubilæet med en forestilling, der både hylder cirkus’ historie og tager cirkuskunsten til nye højder. Det bliver en oplevelse, der samler hele familien om ægte cirkusmagi – med duften af savsmuld, imponerende artister og spektakulære overraskelser. Det er rigtig cirkus”, fastslår cirkusdirektør Benny Berdino.
Ved forestillingen i Aars præsenterer Cirkus Arena en unik kavalkade af prisvindende verdensartister – både nye talenter og legendariske cirkusstjerner, der har begejstret publikum gennem årene.
Publikum kan f. eks. glæde sig til at opleve verdens bedste jonglør med hele 40 verdensrekorder, nervepirrende linedans i svimlende højder, imponerende illusioner og magiske tricks, luftakrobatik, der får publikum til at holde vejret i spænding, elegante heste, ekstrem styrke, nye klovnerier og skønne sange.
Benny Bardino lover, at det bliver en oplevelse der samler hele familien om en fælles oplevelse, for ingen anden kunstart kan forbinde generationer på tværs som cirkus kan.
Magi i manegen
Bubber er tilbage som sprechstallmeister og har endnu en gang Malene Qvist ved sin side efter sidste års anmelderroste forestilling. Malene Qvist, kendt fra poptrioen Sukkerchok og som børnevært i bl. a. TVs Ramasjang og Rasmus Klump-universet, har taget cirkusmanegen med storm og bidrager med energi, musikalitet og varme.
- Cirkus handler om at gøre det umulige muligt, og i år tager vi det til et nyt niveau. Publikum kan forvente at blive overrasket, fascineret og rørt - det bliver en uforglemmelig oplevelse! Jeg glæder mig til at fejre Cirkus Arena som er en af landets største og mest folkelige kulturinstitutioner, siger Bubber.
- Cirkus er magisk, fordi det samler os om noget helt særligt: Latteren, gispene, forventningens glæde – det er noget, der mærkes i hele kroppen. Jeg glæder mig til at tage publikum med på denne fantastiske rejse og til at besøge landets byer igen, supplerer Malene Qvist.
Ordet er dit