Aars Fjernvarme har slukket for affaldsovn

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 18/12/2024 09:00

AARS: Tirsdag var en lidt vemodig dag hos Aars Fjernvarme. Årsagen var, at værket lukkede og slukkede for affaldsovn nummer et, der blev taget i brug 13. marts 1986, og som stabilt har leveret varme til værkets forbrugere i alle årene.

- Omkostningerne ved at holde ovnen i drift bliver for store, når vi skal overholde vores miljøgodkendelse. I stedet går vi over til at producere fjernvarme på en stor varmepumpe, og dermed er vi i gang med de første store skridt i retning af grøn omstilling, siger værkets direktør Jan Clement og bestyrelsesformand Svend Andersen.

Med knap 39 års produktion af varme har affaldsovn nummer et gjort det godt. Normalt kan en ovn af denne type holde i 20 år uden de store reparationer. Der har været repareret på ovnen, som i 1986 med bygning kostede 36,1 mio. kr., men ovnen har klaret skærene godt, formentlig fordi den i 1995 blev aflastet af værkets affaldsovn nummer to, som både producerer varme og strøm via en Rolls Royce turbine, der stadig er i brug.

Lave varmepriser
Siden installeringen af ovn nummer et har forbrugerne nydt godt af lave priser på fjernvarme. Aars Fjernvarme har i alle årene været blandt de 10 billigste i landet med varmeprisen. Og der er brændt meget affald i de to ovne - ca. 55.000 tons årligt i de senere år, og omkring 15.000 tons i de første. Dermed er en stor mængde affald forvandlet til fjernvarme i løbet af de 39 år.

En af dem som har været med i alle årene er driftsoperatør John Vigsø, Hvorvarp. Han tiltrådte på værket samtidig med installering af ovn nummer et, og har siden tilbragt mange timer i operatørrummet med styring af en store grab som vender og blander affaldet inden det sendes til forbrænding i ovnen.

- Inden affaldet sendes ind i ovnen skal det flyttes og luftes tre gange, så det bliver til et par millioner tons i løbet af årene, siger John Vigsø, som sammen med sine kolleger har holdt varmeværket i gang alle døgnets timer og hver eneste dag siden det blev etableret. Juleaften har han også vagt.

Men selv om det er lidt vemodigt, at ovn nummer et nu er taget ud af drift, glæder man sig på varmeværket over de nyeste investeringer til omkring 90 millioner kroner i varmepumpeanlæg, pumpebygning og akkumuleringstank. Det er et stort skridt i retning af grøn onstilling - det næste bliver formentlig, at Aars Fjernvarme skal aftage overskudsvarme fra et biogasanlæg, omdanne det til fjernvarme, og dermed reducere forbrugernes varmepris.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"