Aars har Nordjyllands bedste Normal-butik

Af Ture Damtoft, journalist, Aars Avis, redaktion@aarsavis.dk, Onsdag, 16/09/2026 09:00

AARS: Pernille Lindhardt Hansen og hendes personale har Danmarks næstmindste Normal-butik, men nu er den netop blevet kåret til årets bedste i Nordjylland.

Butikschefen vil meget gerne fortælle om arbejdet bag kåringen og om sit dygtige personale.

- Jeg er jo pavestolt af mine piger. Vi er alle lige vigtige i butikken, og jeg tror, det er derfor, vi fungerer så vanvittigt godt, siger Pernille Lindhardt Hansen.

Hun blev oplært i tre måneder i Aalborg, blev butikschef i Skive og de seneste tre år i Aars, og kom til kæden med et diplom i NLP coaching - eller Neuro Linguistic Programming.

Kort fortalt handler det om personlighedstyper, og hvordan man kommunikerer.

- Det bruger jeg meget og taler med personalet om, hvorfor vi agerer forskelligt. Hvor en måske har behov for meget planlægning og en anden er mere impulsiv. Så forstår vi hinanden bedre, og vi har en familiefølelse med hinanden. Vi har hinandens ryg, og de kan altid ringe og sige, hvad de har brug for, siger Pernille Lindhardt Hansen.

Hun blev kåret som den mest ambitiøse butikschef i Normal i 2023 og er godt igang med at give sin erfaring videre i butikken i Aars.

- Jeg har Freja (Kragh, red.), som lige er blevet souschef i Aalborg, og så har jeg Karoline (Norup, red.), som er den næste stjerne i Normal. De er altid klar til at hjælpe og tage ansvar og er med til at udvikle både de andre piger og butikken, siger Pernille Lindhardt Hansen.

Butikken udvikler sig konstant. Der er mange tusind forskellige varer i butikken, Pernille anslår selv ca. 16.000, og der kommer 100 nye hver uge.

Der bliver hele tiden flyttet lidt rundt, så butikken kan fornye sig, og om et par uger begynder julevarerne at komme, og der skal findes plads til nogle hundrede varenumre mere.

- Alt handler om at gøre det bedste for vores kunder, så de får en spændende butik at handle i, siger Pernille Lindhardt Hansen.

Butikken er også altid med, når Aars Handel har By Night eller som for nylig den internationale kultur- og madfestival.

Så rykker de udenfor butikken med tilbud eller små konkurrencer.

- Vi vil investere i de arrangementer og i Aars som handelsby, siger Pernille, der sidder i bestyrelsen for Aars Handel.

- Det betyder meget, at vi er synlige og bakker op om byen og kunderne. Det er både Normal og alle de andre butikker. Ambitionen og håbet er, at det øger omsætningen i hele byen, så vi hjælper hinanden til at få succes, slutter Pernille Lindhardt Hansen.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"