
Aars HKs herrer har taget på Nibe med tre sejre i tre opgør i denne sæson, lørdag spiller holdene det fjerde opgør på Aars hjemmebanen Idrætscenter Østermarken. Privatfoto.
Aars HK generobrede førstepladsen
Af Ture Damtoft, Mandag, 24/02/2025 10:33
HÅNDBOLD
3. division herrer
Nibe HK - Aars HK
26 - 31 (14 - 15)
Aars Håndboldklubs 3. division herrer ligner mere og mere et godt bud på at komme med i oprykningsspillet i april.
Efter et par ugers pause vinterferie var holdet igen i kamp lørdag eftermiddag og kunne med en sejr over Nibe igen komme i førertrøjen.
De lokale drenge kunne ikke undslå sig favoritrollen på udebanen mod Nibe, som Aars har besejret to gange i efteråret, ligesom Aars holdet siden de forrige opgør også har fået tilgang af en ny dygtig bagspiller fra Hjallerup med erfaring fra 2. division.
Det var dog et tændt og uimponeret hjemmehold, der kom bedst fra start og bestemt ikke overgav sig uden kamp.
Nibe bragte sig således hurtigt i front med 3-1 og siden også 9-4, inden Aars reagerede og med tre mål i træk fik reduceret til 7-9.
Efter 19 minutter lykkedes det Aars at komme i front for første gang i kampen på mål af unge Oliver Højbjerg, der scorede til 9-10, og man fornemmede Aars holdet ville sætte sig på kampen.
Men de to hold fulgtes ad til halvlegsresutaltet 14-15 til Aars, ikke mindst takket været et par gode aktioner af den nye mand i klassen Andreas Rene Sørensen, der viste eksempler på sine evner i angrebet med par scoringer.
Aars kom bedst ud fra pausen, og Oliver Højbjerg kunne efter fem minutter med endnu en scoring bidrage til sit holds tremåls føring ved stillingen 15-18.
Men hjemmeholdet gav ikke op og fik kæmpet sig tilbage til stillingen 23-23 efter 49 minutter.
Det blev siden til 23-24, hvorefter hurtige Thomas Steffensen fra Aars blev "kantet" i en hurtig contra, som udløste et rødt kort til Nibes bedste spiller.
Simon Holm Pedersen udnyttede det tildelte straffekast til stillingen 23-25, og herefter fastholdt Aars holdet grebet og kunne fortjent tage begge points med hjem efter slutresultatet 26-31.
Kampens spiller og topscorer for Aars blev Simon Holm Pedersen 9, Anders Hyldal scorede 7, Thomas Steffensen og Andreas Rene Sørensen 4, Jeppe Rask og Oliver Højbjerg 3, Nicolai Schreiner 1.
Aars HKs herrer ligger efter fire kampe på førstepladsen et point foran Nøvling og med en kamp mindre spillet.
Aars spiller allerede tirsdag aften mod Aabybro på hjemmebanen Idrætscenter Østermarken, hvorefter alle hold i puljen har spillet lige mange kampe.
Med en sejr kan Aars skaffe sig lidt luft med tre points ned til Nøvling. Det ligner en spændende afslutning om en måned, idet netop de to tophold skal mødes i sidste og muligvis afgørende kamp.
På lørdag forhindrer Aars spillerne forhåbentlig Nibe fra at få revanche i Idrætscenter Østermarken i holdenes fjerde opgør i sæsonen og måske fjerde sejr til Aars.
Ordet er dit