Aars Jyllandsserie-kvinder sejrede

Af Ture Damtoft, journalist, Aars Avis, redaktion@aarsavis.dk, Tirsdag, 15/09/2026 13:18

FODBOLD Jyllandsserie kvinder
Team Viborg - Aars IK
0 - 1 (0 - 0)

Aars IKs Jyllandsserie kvinder fik søndag eftermiddag en dramatisk afslutning på udekampen mod Team Viborg.
Efter 0-0 i ordinær spilletid slog Josefine Jørgensen til i overtiden og sikrede Aars IK en 1-0-sejr.
Det var anden gang på bare fem dage, at de to hold mødtes. Onsdag havde Aars IK vundet 4-2, men søndagens opgør blev en helt anden og langt mere tæt affære.
Team Viborg havde skiftet ud på syv pladser siden onsdagens kamp, og det gav et betydeligt stærkere hjemmehold. Alligevel blev det en meget lige kamp, hvor begge hold kom frem til muligheder.
Aars havde blandt andre gode chancer ved Kamilla, Emma og Agnete, men begge målmænd stod en stærk kamp og sørgede for, at der ikke kom mål på tavlen før pausen.
Efter pausen fik Aars justeret spillet, særligt i forhold til Viborgs opspil. Det gjorde det sværere for hjemmeholdet at spille sig frem, og flere gange måtte Viborg ty til lange bolde, som Aars-forsvaret havde godt styr på.
Aars fik samtidig muligheder på omstillinger, men Viborgs målmand var igen på plads, og kampen udviklede sig til et opgør, hvor ét mål meget vel kunne blive afgørende.
Det så længe ud til at ende 0-0, og da Aars efter 83 minutter blev reduceret til ti spillere, var uafgjort pludselig et ganske fornuftigt resultat.
Kamilla fik et gult kort og måtte sidde ude i ti minutter. Aars-spillerne valgte imidlertid ikke at stille sig tilbage og forsvare resultatet.

Bolden i krogen
I stedet fortsatte Aars med at presse højt, og det skulle vise sig at blive afgørende.
Omkring to minutter inde i overtiden erobrede Cathrine Laursen bolden højt på banen og fik den sendt videre til Josefine Jørgensen.
Jørgensen tog ét enkelt træk, inden hun sendte bolden helt op i krogen uden chance for Team Viborgs målmand.
Så brød jubelen løs.
Team Viborg nåede ikke engang at give bolden op igen, før dommeren fløjtede kampen af. Dermed kunne Aars-spillerne fejre en 1-0-sejr, som kom efter en stærk holdindsats og en afslutning, der næppe kunne være skrevet meget bedre.
Kampens spiller for Aars blev målmand Victoria Rask Bak, som fik 10 stemmer fra sine holdkammerater.
Hun var tilbage efter en sygdomspause og viste med flere store redninger, at hun hurtigt var tilbage på sit vante niveau.
Sejren betyder samtidig, at Aars IK kan se tilbage på to kampe og to sejre mod Team Viborg på fem dage.
Næste opgave er allerede i aften tirsdag 15. september, hvor Aars IK spiller på udebane mod Hobro.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"