Aars Skole klar med et nyt læringsmiljø

Af Ture Damtoft, Onsdag, 05/08/2020 09:00

AARS: Der er travlt på Aars Skole for at gøre lokalerne klar til eleverne på onsdag 12. august.

I klasserne fra 0. til 5. er der nemlig ved at blive indført et helt nyt læringsmiljø, som skal give mere tryghed og sikkerhed til eleverne.

- Vi skal have inkluderende læringsmiljøer, så alle kommer så godt fra start som muligt, fortæller skoleleder Søren Toft Mølgaard.

Læringsmiljøet i de mindste klasser består af et lytterum på gulvet og arbejdsstationer med seks pladser og skillevægge, så eleverne sidder to og to ved siden af hinanden.

Der følger en del regler for både lærere og elever med den nye inddeling.

- Når man sidder på gulvet, véd eleverne, at de skal lytte til læreren. Når de skal arbejde kan det enten være alene og stille, eller med sidemakkeren og de kan snakke lidt, eller det kan være gruppearbejde, hvor de kan snakke frit. Det kan så foregå andre steder end klasselokalet, siger Søren Toft Mølgaard.

Det kan være svært at sidde stille og bare lytte, men eleverne får at vide, det er i maks. 10 minutter, og der kommer en timer på væggen. Læreren skal skrive en dagsorden i hver time, så eleverne ikke spekulere over, hvad der nu skal ske. Og har man ikke helt forstået opgaven, kan man enten få ekstra hjælp fra læreren eller se den video, som lærerne har lavet inden timen for at forklare dagens opgave.

Ikke være så bange

Det var en lektie, som Aars Skole lærte under corona-nedlukningen.

- Lærerne lavede optagelser med opgaverne, som eleverne kunne se i det, vi kalder en ”screen-casting” eller ”flip-classroom”. Det var en af de mange gode ting, vi lærte. Vi blev også rigtig gode til udeundervisning, og lærerne siger også, at alt det vi lærte, vi kunne, det skal vi huske. Nu skal vi finde ud af, hvordan vi gør, nu hvor der igen skal undervises i linjefag. Vi skal øve os på fleksibel skemalægning, men corona-nedlukningen lærte os, at det skal vi ikke være så bange for, siger Søren Toft Mølgaard.

Indførelsen af den nye struktur kommer efter grundige overvejelser og besøg på Farsø Skole, hvor det blev indført for en tre år siden.

- Det skal give eleverne noget genkendlighed og struktur i hver time. En udfordring for især mindre børn kan være at skulle forholde sig til mange voksne og forskellige tilgange. Nu får de en tilgang til arbejdsforhold. Jeg var engang vikar på en anden skole, og eleverne blev mere og mere urolige, indtil der kom en pædagog og forklarede, hvordan de fik børnene til at holde sig rolige i den klasse. Det kunne man have fortalt mig på forhånd, og det er sådan en fælles tilgang til pædagogiske virkemidler, vi vil indføre i 0. til 5. klasse. Så bliver det også lettere for vikarer, siger Søren Toft Mølgaard.

Stort for forældrene

De nye tiltag har haft den sideeffekt, at der også er kommet nye lys på gangene og i lokalerne. Der skulle alligevel trækkes kabler til hver arbejdsstation, så eleverne kan få strøm til computerne.

- Det er en god synergieffekt af det nye tiltag. Vores indskoling får et løft. Vi har lagt en masse tid og kræfter i det, og håber forældrene og børnene tager godt imod det, siger Søren Toft Mølgaard, der ikke ser det nye system indført i de større klasser.

Muligvis i 6. klasse næste år, når de elever, som har prøvet det, rykker et år op.

- Det tager tid, inden man ser resultaterne. Det kan godt tage nogle år. Vi vil evaluere på det løbende og rette til der, hvor vi ser, det måske kan gøres bedre. Det bliver i samarbejde med både lærerne, eleverne og forældrene, siger Søren Toft Mølgaard.

Han og skolens øvrige personale er klar til at tage imod igen - men stadig med corona-virus i tankerne.

Forældrene får ikke lov at komme med op i klasserne, men i 0. og 1. klasse er med i hallen og udenfor i en halv times tid.

- Det er jo også stort for forældrene, når børnene begynder i skole enten for første gang eller på andet år. De vil gerne vide, børnene er trygge og har det godt, siger Søren Toft Mølgaard.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"