AARS: Stor stigning i antallet af ledige

Af Ture Damtoft, Fredag, 10/04/2020 10:00

AARS: Jobcentret i Aars fik 350 henvendelser i løbet af marts måned.

Tallet er betydeligt højere end tidligere set, og selvom ikke alle er afskediget pga. corona-krisen, frygter formand for Beskæftigelsesudvalget Brian Christensen (DF), at antallet af ledige vil stige yderligere.

Også selvom der skulle blive lukket mere op for samfundet efter 10. maj, som statsministeren har lagt op til - og især hvis en større åbenhed kun gælder i offentlige institutioner og ikke dørene hos frisører, restauranter mm.

- En stor part er afskediget pga. corona-nedlukningen, og det kan godt blive et noget højere tal. Nu er der jo lukket frem til 10. maj, og jeg kan godt frygte, det fortsætter til henover 9. juni, hvor hjælpepakkerne ophører. Så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det kommer til at se ud, og så er jeg bange for, at dem, som sidder på jobcentret, ikke kommer hurtigt tilbage i arbejde, siger Brian Christensen.

Penge til at forlænge

Han slår fast, at han kun kan gisne om situationen, men ligesom alle andre håber han på, at kurverne fortsætter nedad, og der kan blive lukket op igen.

Men allerede nu forventer han, at nedlukningen kommer til at ryste Danmark i lang.

- Virksomhederne vil måske være forsigtige med at genansætte. De vil nok se på, hvor mange der er brug for, når der bliver åbnet op igen, siger Brian Christensen.

Direkte spurgt om han mener, hjælpepakkerne skal forlænges, svarer han med et spørgsmål.

- Er der penge til at forlænge? Pengene skal jo hentes et sted, og hvis virksomhederne ikke tjener penge, så kommer der jo ikke noget ind. Det er som at vælge mellem pest og kolera. Jeg håber bare tallene viser, vi kan åbne op inden 9. juni, ellers tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det kommer til at se ud, siger Brian Christensen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"