Aars tog sæsonens første sejr

Af Ture Damtoft, Fredag, 18/10/2019 13:27

HÅNDBOLD: Så lykkedes det de hårdtarbejdende 2. divisions damer fra Aars Håndboldklub at få sæsonens første point på kontoen.

Det blev en snæver 23-22 sejr på udebane mod ASA Århus i en kamp, der var ligeså tæt, som resultatet antyder.

- Så fik vi de første point, konstaterer træner Jannie Lynge med forståelig glæde i stemmen efter hun og holdet fik de to point med hjem.

- Vi startede med en 6-0 opstilling, men de havde to stærke skytter, så jeg skiftede til en 5-1 opstilling. Line Lysdal gik godt frem, får dækket godt og får lavet en del tacklinger og frikast, som bryder deres spil. I det sidste kvarter af første halvleg, får de kun scoret fire mål, så jeg er mere tilfreds med forsvarets præstation, siger Jannie Lynge.

Et par spillere kunne ikke være med, og det gav chancen til U19 spilleren Marie Bauer. Hun spillede det meste af kampen og bidrog godt til holdet med sikre scoringer med venstre hånd.

- Vi har manglet en venstrehåndsskytte på holdet, og der viste Marie, at hun kan være med. Pernille Pagh spiller hendes nok bedste kamp i år i både forsvar og angreb, så der er mange positive ting at tage med til næste kamp, siger Jannie Lynge.

Hun kunne godt mærke spillernes lettelse efter sejren og de to point, og efter tre udekampe glæder hun sig til at komme på hjemmebane i næste kamp.

- Jeg håber vi kan vise viljen til at vinde og samtidig spille med et smil. Det er nogle unge piger på et ungt hold, som skal tro på det, og der kommer forhåbentlig mange tilskuere tilat bakke dem op, siger Jannie Lynge.

Den næste kamp for dameholdet er på hjemmebanen Idrætscenter Østermarken mod bundholdet Hornbæk lørdag, 26. oktober.

2. divisions herrerne er også på hjemmebane den dag, og efterfølgende er der 'bierfest', så Tut regner med en godt fyldt hal og et medlevende hjemmepublikum.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"