For Aase og Hans Erik Frost fra Aars blev valgdagen en festdag

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 12/06/2024 09:00

AARS: For ægteparret Aase og Hans Erik Frost, Sdr. Boulevard 18 i Aars, blev valgdagen i søndags noget ganske særligt. Det var nemlig også parrets 40 års bryllupsdag, og de tog sig tid til begge dele allerede fra morgenstunden.

Aase og Hans Erik Frost mødte op i Messecenter Vesthimmerland for at stemme til Europa-Parlamentet. Det var vigtigt for dem at få krydset sat og at deltage i valget, også selv om det var deres 40 års bryllupsdag. Og hvad var mere naturligt end at forsyne Aase med en flot buket blomster inden ankomsten til valgstedet.

Det blev da også til flere lykønskninger, og var et festligt input i forbindelse med valghandlingen.

Aase og Hans Erik Frost blev gift i Aars Kirke 9. juni 1984. At valgdagen faldt sammen med bryllupsdagen skulle ikke forhindre parret i at møde op for at stemme.

God søgning
Der var i øvrigt god søgning til valgstedet i Aars fra morgenstunden.

Messecenteret var kommunens største valgsted, hvor ca. 7000 stemmeberettigede kunne sætte deres kryds i løbet af dagen. Sådan gik det nu ikke. Stemmeprocenten i Aars blev kun 54,9, men det tegnede godt i løbet af formiddagen, hvor de valgtilfordnede havde meget travlt med elektronisk registrering af valgkort ved to valgborde, inden vælgerne blev sendt videre til en lang række af stemmebokse, hvor de bag et sort gardin kunne tjekke stemmesedlen og sætte kryds i ro og mag. Kl. 12 blev valgstedets stemmeprocent opgjort til 21,38 - det var lidt højere end på samme tid ved tidligere EU-valg, og derfor var der en optimistisk tro på en ny valgdeltagelsesrekord. Men sådan gik det ikke. Stemmeprocenten i Aars blev ved valgstedets lukning kl. 20 opgjort til 54,9.

 

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"