Affaldssortering: Vesthimmerlands virksomheder får mindst tre måneder mere

Af Ture Damtoft, Onsdag, 04/01/2023 08:47

Manglende national vejledning kritiseres af Dansk Erhverv  

VESTHIMERLAND: Alle private husstande skulle fra 1. januar sortere affald i ni forskellige fraktioner.

Samme krav gælder for virksomheder, men det er blevet forsinket i mindst tre måneder.

Årsagen er mangefuld vejledning og manglende priser.

- Virksomheder er omfattet af samme krav som private husstande. De har to muligheder. Den en er at hyre en privat vognmand, den anden at tilmelde sig en kommunal ordning. Byrådet i Vesthimmerlands Kommune har truffet en beslutning om, at vi skal tilbyde affaldsindsamling til virksomheder, men vi har ikke udregnet tariffer for de enkelte fraktioner. Vi har hovedtallene, men de skal dissekeres ned på fraktionerne. Er det f.eks. embellage, som indbefatter glas, metal, papir, pap og plast under et, så skal vi have fastsat en tarif, pr. fraktion. Vi håber at få takster godkendt nogenlunde hurtigt, så vi kan tilbyde affaldsindsamling for virksomhederne i andet kvartal, siger Morten Aaby Nielsen, adm. direktør i Vesthimmerlands Forysning. 

Han har et møde med forvaltningen i Teknik- og Miljø onsdag 11. januar, hvor tarifferne muligvis bliver delt op i fraktionerne.

Derefter skal de behandles i udvalget, i økonomiudvalget og til sidst i byrådet, inden virksomhederne kan tage stilling til, om de vil benytte sig af den kommunale ordning. 

Taksterne skal være til markedspris, er det fastslået af Energistyrelsen, men den har ikke fastslået nogen takster.

- Vi havde ønsket, man på landsplan havde lavet en undersøgelse og fastsat en pris. Energistyrelsen har kun sagt, at hvis man tager en pris, som man opkræver ved husstande, og tillægger 10-20 pct., så vil det blive godtaget, siger Morten Aaby Nielsen. 

Ensartet tilsyn
Byrådet fastsætter takster ud fra Vesthimmerlands Forsynings budget, og der foreligger ikke et for affaldsindsamling fra virksomheder, fordi det er nyt. 

Endnu et usikkerhedsmoment kommer i defitionen på, hvad kommunen skal tilbyde. 

Det kommunale tilbud gælder de virksomheder, der i “art og mængde” har det affald, der ligner en husstands. 

Hvor stor en husstand er ikke defineret, og det mudrer også billedet.

Fra Dansk Erhverv stiller man sig også skeptisk og efterlyser nationale vejledninger. 

- Lav nationale vejledninger der både kan hjælpe kommunerne i deres tilsynsopgave og skabe klarhed for virksomhederne. Erhvervslivet er ikke kun begrænset til kommunegrænserne, nationale vejledninger vil sikre et mere ensartet tilsyn i hele landet, siger Marianne Ladekarl Thygesen, der er chefkonsulent i Dansk Erhverv.

De første erfaringer fra affaldssorteringen for private viser, at der i et stykke tid vil være spørgsmål om detaljerne.

Lige nu får Vesthimmerlands Forsyning en del spørgsmål om, hvordan klistermærkerne skal sættes på, eller hvordan man får nye, hvis de er blevet smidt. 

Og så er der detaljerne i affaldssorteringen.

Altid spørgsmål
- Der kommer altid nogle spørgsmål lige i starten. Et har været, hvis man har tørret fedt af panden med et stykke papir, om det så skal i madafflad eller restaffald. Der skal det så i restaffald. Vi tager den type spørgsmål meget positivt, for så er man virkelig med på at sortere. Der vil altid være en indkøringsperiode, og sådan bliver det også på erhvervsdelen, siger Morten Aaby Nielsen. 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"