Aldi i Aars klar til at fejre åbning af udvidet butik

Af Ture Damtoft, Onsdag, 25/11/2020 07:00

Udtrykket ”en verden til forskel” er ikke overdrevet

AARS: Efter seks måneders ombygning er den udvidede Aldi-butik i Aars klar til at slå dørene op. Det sker på fredag 27. november.

Butikschef Marie Lorentzen og distriktschef Jakob Mouritsen er sammen med medarbejderne i fuld gang med at gøre klar.

De første varer kom i fredags, og i alt kommer der leverancer fra syv fuldtlastede lastbiler, inden alle hylder og kølemontrer er fyldt op.

Det er det nye Aldi. En rummelig butik, som er en verden til forskel fra vores tidligere butik i Aars, siger Jakob Mouritsen.

Og det er ikke overdrevet. Væk er den overvejende dybblå farve, afstanden mellem hylderne er vel lidt mere end fordoblet, loftshøjden hævet og ind er kommet tydelig skiltning om de forskellige produkter.

Ikke mindst bake-off produkter som danskerne har taget til sig og er blevet placeret tæt på indgangen.

- Visuelt udtrykker butikken noget helt andet end før. Vi har et større udvalg, og varerne bliver bedre præsenteret. Vi skal have så højt et niveau på discount, som det kan lade sig gøre, siger Jakob Mouritsen.

Han vil ikke ud med et præcist beløb for omkostningen af den funklende nye butik. Men det må vel dreje sig om adskillige millioner?

- Joh, men vi tror fast på, at det betaler sig, siger distriktschefen.

Skarp konkurrence

Der hersker lidt organiseret kaos et par dage inden åbningen, men konturerne til en flot og indbydende butik er tydelige.

Salgsarealet er blevet næsten fordoblet til godt 900 kvm., og er man lidt nervøs for corona, kan der sagtens holdes afstand i gangene. Og så er der masser af håndsprit og ikke mindst mundbind ved indgangen, så man kan få et på og betale efter indkøbet, hvis man skulle være kommet hjemmefra uden.

- Kunderne skal komme ind og opleve butikken, og det vi har gået og arbejdet hårdt på. Vi er bedre end vores ry på f.eks. frugt og grønt, og vi har masser af danske varer. Vi har testvindere som rom, portvin og alkoholfrie øl, og så har vi også lokalt personale, hvor nogen har været her i over 10 år, siger Marie Lorentzen.

Den centrale placering i Aars betyder skarp konkurrence med de eksisterende dagligvarebutikker og snart også Lidl.

- Vi har loyale kunder, som også kom med i den midlertidige butik på Vestre Boulevard. De kommer forhåbentlig med tilbage til bymidten, og vi forventer også at få nye kunder. Med den fælles p-plads her i midtbyen kunne vi ikke være placeret bedre, siger Marie Lorentzen. Hun ville gerne have holdt en stor åbningsfest, men det sætter Corona-restriktioner naturligvis en stopper for.

Men, åbningsdagen bliver da fejret.

- Der er buketter til de første 100 kunder og bake-off produkter til de første 200. Vi har også et lykkehjul for børn, hvor de kan vinde godteposer, og skrabelodder til voksne. Nu mangler vi lige at få det sidste på plads, men vi er helt sikkert klar til på fredag, siger Marie Lorentzen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"