Alvorlig ulykke ved St. Binderup

Af Torsten Hansen, Fredag, 18/01/2019 12:41

ST. BINDERUP: Redningshelikopteren måtte i brug, da en slemt tilskadekommen person skulle til hospitalet efter en ulykke i krydset Svoldrupvej - Viborgvej ved St. Binderup. Ulykken skete ved middagstid, hvor en bil kom kørende ad Viborgvej mod nord.

- Vi vurderer, at føreren der vil dreje til venstre overser den modkørende, der kører mod syd, siger indsatsleder Tom Schultz, Nordjyllands Politi.

Bilen der kørte mod syd havde et ægtepar med. De blev begge alvorligt medtaget af ulykken. Manden blev kort tid efter fløjet til Aalborg Universitetshospital.

- Han var ikke bare kommet let tilskade, beskriver Tom Schultz hændelsen.

Kvinden blev kørt med ambulancen.

Føreren af den anden bil er også kørt til sygehuset. Det tyder dog ikke på, at vedkommende er alvorligt medtaget.

- Alle var ved bevidsthed, da de blev kørt afsted, forsikrer Tom Schultz.