Alvorligt uheld på Holmevej

Af Torsten Hansen, Torsdag, 05/05/2022 10:42

VESTHIMMERLAND: En 20-årig kvinde fra Farsø er fortsat i livstruende tilstand på Aalborg Sygehus efter et alvorligt færdselsuheld på Holmevej i går onsdag kl. 12.51.

Kvinden førte en bil, hvor der også var en 18-årig kvinde fra Farsø med.

Foran dem kørte en bil, der pludselig bremsede ned, muligvis på grund af en fugl eller noget andet.

- Jeg kan hverken be- eller afkræfte, at der var tale om en fasan, siger Claus Stærk, Nordjyllands Politi.

Den unge chauffør forsøgte at undvige påkørsel, ved at køre over i modsatte vejbane. Men der kom en 43-årig kvinde, ligeledes fra Farsø, kørende.

De to biler ramte hinanden frontalt. Det gik hårdt ud over de to unge kvinder. Chaufføren blev fløjet med helikopter til Aalborg Sygehus, mens ambulancen med den 18-årige blev kørt med eskorte til Aalborg Sygehus.

Kvinden i den modkørende bil slap tilsyneladende uskadt, men blev også bragt til Aalborg Sygehus for at blive undersøgt.

Bilinspektører er stadig i gang med at undersøge ulykkesstedet. Indtil nu er der ikke fastlagt, hvem der har skylden i uheldet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"