Astralis-stjerne fra Aars tager holdet med hjem

Af Ture Damtoft, Onsdag, 16/11/2022 09:15

Andreas Højsleth om karrierens begyndelse

E-SPORT: Andreas Højsleth har vundet alt, der er at vinde.

24 titler, fire af dem majors - hvis tennisspilleren Holger Rune kunne præstere samme resultater, var han blevet optaget i sportens Hall of Fame. 

E-sport har stadig et lille stykke vej op til de samme præmiesummer i majors og samme feterede status af stjernerne. 

Men pengene er stadig gode. 

Andreas Højsleth har vundet små 14 millioner kr. i rene præmiepenge, og er den Counter-Strike spiller i verden, der har spillet sig til næstmest. 

Ikke at det lader til at imponere “Xyp9x”, som nu er 27-årige Andreas Højsleths navn i hans sportsgren.

Onsdag næste uge tager Andreas Højsleth Astralis-holdet med til Aars så de kan se hans hjemby og hilse på de nordjyske fans. Det sker ved et  arrangement i hallen ved HEG, hvor “Xyp9x” i sin tid gennemførte sin HTX-eksamen, inden han drog mod stjernerne. 

Ifølge rygterne tastede han bare noget tilfældigt på keyboardet og endte altså med “Xyp9x”, som alle, der bare er en smule interesserede i den verdensomspændende CS:GO liga ved er synonymt med gameren Andreas Højsleth. 

- Jeg kan ikke lige huske, hvad præmiepengene var, siger han om den major turnering, som Astralis vandt i Berlin i september 2019.

De foregående to år havde “Xyp9ix” og resten af holdet set resultatet af flere års arbejde for at nå målet - at blive de bedste i Verden. Holdet høstede 16 titler i 2018 og 2019.

Debut som 16-årig 
Starten for Astralis var i 2016. Begyndelsen for Andreas Højsleth var mange år tidligere i Aars. 

En helt almindelig folkeskoleelev der bor hjemme - med forældre, storebror og tvillingebror - og som begynder at gå til sport. Eller i Andreas’ tilfælde at sidde til sport.

Computerspillet Counter-Strike Global Offensive var ved at blive udbredt globalt og fangede skoledrengen i Aars og hans venner. 

- Jeg kunne jo se, at jeg blev bedre end mange af mine venner. Så deltog jeg i nogle turneringer, kom ind i lidt mere professionelle miljøer, og blev på en måde scoutet. Jeg fik en chance med gode hold. Der kom så en ny version af Counter-Strike, og der kom jeg hurtigt ind i det top-professionelle miljø, fortæller Andreas Højsleth. 

Han var 16 år til sin professionelle debut, og var lige gået ud af 10. klasse i Aars.

I sammenligning med tennis kunne han blive fuldtidsprofessionel, men det var i e-sportens opstart, pengepræmierne var ikke store endnu, og ”Xyp9x” havde det godt i Aars.

- Jeg spillede fodbold og havde det sjovt med vennerne. Jeg tog en HTX på Erhversskolerne i Aars, og jeg har stadig venner fra dengang, som jeg mødes med, fortæller Andreas Højsleth. 

Efter de tre år på det, der nu hedder HEG, ville han satse mere på CS:GO, men manglede noget stabilitet.

Ikke i sit spil, han var en af de bedste, men i hold. 11 forskellige hold på omkring fem år - der var ikke tid til at bygge noget op.

Det ændrede sig med grundlæggelsen af Astralis i januar 2016, som ”Xyp9x” var co-founder af.

Og træneren var et idol for Andreas Højsleth.

- Det var jo ”zonic” - Danny Sørensen, som jeg havde set op til som spiller. Han var lige generationen før mig. Jeg går ikke så meget op i idoler, men ”zonic” var et af dem dengang. Og så var alt jo nyt. Der var ikke noget, der hed sportsdirektør, og vi var jo nye og vidste ikke, hvordan man skal agere i en gruppedynamik. Vi tog det måske lidt for givet, at vi kunne vinde, og man skulle måske have haft lidt lavere forventninger i begyndelsen, siger Andreas Højsleth om det første års tid med Astralis.

Som det kan ses i DR dokumentarserien om holdet, var der mange skuffelser. Exit tidligt i turneringer, ærgerlige nederlag i semifinaler. Lige ved og næsten historien... 

Indtil en udskiftning på holdet og en turnering i Atlanta, USA i januar 2017, et år efter grundlæggelsen af Astralis.

- Der kom forløsningen. Da vi vandt den første major. Det havde vi arbejdet hårdt på at lykkes med. Det er vildt at tænke tilbage på dengang, man bare sad derhjemme og ikke kom ud at rejse. Nu blev arenaerne fyldt op, og vi var med fra begyndelsen, da e-sport blev rigtig populært. Dynamikken på det gamle Astralis-hold var ekstraordinær. Vi kendte hinandens svagheder godt, og var gode til at håndtere og hjælpe hinanden med problemer. Det var et virkelig fedt holdt at være en del af, og selvom vi vandt alt i 2018 og 2019, havde vi begge fødder solidt plantet på jorden, fortæller Andreas Højsleth.

Læs i næste uge anden del om stress, nedgang for holdet og om Andreas Højsleths stålfaste målsætning om at komme helt på toppen igen, både personligt og med Astralis.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"