Astralis tager turnering nummer 10 i suverænt år

Af Ture Damtoft, Søndag, 16/12/2018 13:47

E-SPORT: Danske Astralis med Andreas Højsleth, der voksede op i Aars, har vundet årets sejr nummer 10.

En præstation ingen andre hold i en af e-sports verdenens mest profilerede spil, Counter Strike: Global Offensive, før har opnået.

Sejr nummer 10 kom i går lørdag, 15. december, i en turnering i Lissabon, hvor Astralis slog det ukrainske hold Na'Vi i en finale, hvor der skulle tre baner til at finde vinderen.

Astralis tabte første bane og skulle derfor vinde to baner i træk. På bane to valgte Astralis overraskende Cache og kom bagud med 0-3. Det danske tophold kom stærkt og hurtigt igen og tog sejren på banen med stillingen 16-9.

På bane tre var der ingen tvivl om udfaldet. Suveænt spil af Astralis betød, at de ukrainske modstandere blev udraderet med 16-4 som endelig stilling på bane tre, som var Dust2.

Dermed vandt danskerne deres 10. turnering i 2018 og modtog også en pengepræmie på 825.000 kroner.

Med sejren cementerede Astralis, hvis det ellers var nødvendigt, deres suveræne førsteplads på verdensranglisten.

Aars Avis arbejder på at få en kommentar fra Andreas 'Xypn9x' Højsleth.

Her er Astralis’ sejre i 2018:

DreamHack Masters Marseille: Vinder

ESL Pro League Season 7 Finals: Vinder

ECS Season 5 Finals: Vinder

ELEAGUE CS:GO Premier: Vinder

FACEIT Major: Vinder

BLAST Pro Series Istanbul: Istanbul: Vinder

IEM Chicago: Vinder

ECS Season 6 Finals: Vinder

ESL Pro League Odense: Vinder

BLAST Pro Series Lissabon: Vinder