Børn får nye lokaler til bevægelse i Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 20/10/2021 08:00

AARS: Det kommunale tilbud ”Børn i Bevægelse” og sundhedsplejen har fået nye lokaler på Markedsvej i Aars.

De to funktioner, der understøtter børns udvikling, bliver dermed samlet i ét hus.

- Det har været en drøm længe, og nu er det så blevet en realitet, samtidig med at hjemmeplejen får bedre plads på Solvang, hvor Børn i Bevægelse var før. Vi har fået en god central placering med god adgang for borgerne, siger Morten Lund, direktør for Børne- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Vesthimmerlands Kommune.

De første flyttekasser blev leveret torsdag uge 41, så de tre træningsrum, to konsultationslokaler og ammelokalet er ikke indrettet endnu.

I administrationen er de første PCere ved at være funktionsdygtige, men de fleste skriveborde står fortsat tomme.

Der går et par uger eller tre, inden de er kommet helt på plads.

Trods samlingen af de to tilbud i Aars, er der stadig lokale tilbud i Aalestrup og Løgstør om sundhedspleje.

Der blev på budget 2020 afsat 550.000 kr. til at finde en løsning for Børn i Bevægelse og hjemmeplejen, og efter et længere forløb med samarbejde på administrativt niveau mellem sundheds og børne/familie afdelingerne, er der nu fundet en løsning.

- Vi har sendt 100.000 kr. tilbage til kommunekassen. Agri Nord har istandsat lokalerne, og vi har så lejet os ind i nye lokaler, hvor vi kan levere en bedre kvalitet til borgerne, siger Morten Lund.

Potentiale

Den opgave bliver det i høj grad Pernille Pallesens opgave at løfte.

Den nyansatte leder af Børn i Bevægelse og sundhedsplejen satte sig i stolen første gang 1. oktober, så hun er helt ny i stillingen.

Og hun kommer med mange tanker og ideer til at forbedre den service, borgerne kan forvente.

- At vi er samlet under ét tag giver store muligheder for samarbejdet mellem sundhedsplejersker, fysioterapeuter og ergoterapeuter. Vi kan sparre med hinanden, afstemme forløb og give en sammenhæng og en enighed i det, vi præsenterer familierne for, siger Pernille Pallesen.

Hun lægger op til, at sundhed skal forstås meget bredt. Det gælder indsatsen for barnet helt fra fødsel og hele vejen op gennem vuggestue, børnehave og skolegang.

Der er naturligvis fokus på den motoriske udvikling - og om nødvendigt genoptræning - hos Børn i Bevægelse med staben af højt kvalificerede fysio- og ergo-terapeuter.

Ved at samle sundhedstilbuddene forventer Pernille Pallesen en styrkelse både af indsatsen i lokalerne på Markedsvej men også i samarbejdet med daginstitutioner og skoler.

- I en skolekontekst kan det være, hvordan man giver eleverne lyst til at bevæge sig. Det individ orienterede arbejde kan forbedres gennem det konsultative arbejde med de forskellige faggrupper og voksne omkring barnet. Nu kan vi udvikle os, og der kan opstå noget synergi mellem medarbejderne, så vi kan udvikle os sammen og lære af hinanden, siger Pernille Pallesen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"