Børneuniverset i Aars er åbnet

Af Torsten Hansen, Onsdag, 05/05/2021 09:00

Der mangler stadig lidt udendørs, men inden for er der klar

AARS: Dannebrogsflag og den røde løber viste vej, da Børnehaven Bakgårdens børn mandag skulle møde ind i det nye Børneuniverset ved Østermarkskolen. Men de røde farver var lidt gemt væk af byggehegn og håndværkerbiler.

- Vi er rigtig glade for de nye lokaler. Nu vil vi begynde at sætte vores eget præg på dem, så vi får den samme gode atmosfære som vi kender fra Bakgården, siger leder Heidi Lynggreen.

Åbningen skete stille og roligt mandag morgen. Der var ingen festivitas på grund af Corona. Den officielle indvielse er af samme grund fastlagter først til august.

- Vi er klar inden for, men der mangler stadig lidt udendørs, siger leder Heidi Lynggreen, Børneuniverset.

Trods de få mangler udendørs, mødte 49 børnehavebørn og 11 vuggestuebørn op i de nye lokaler - glade og meget nysgerrige. De gik straks i gang med det legetøj de kendte i forvejen, men ind i mellem gik børnene også stille rundt og betragtede de nye omgivelser.

- Vi har taget en del ting med fra Børnehaven Bakgården. Børnenes personlige skuffer er de samme. Det gælder også garderobeskabe, legeredskaber og andre småmøbler, forklarer Heidi Lynggreen.

Der er investeret i en del nyt inventar, men hovedsagelig til den nye vuggestue-afdeling.

- Vuggestuens legeplads er også færdig uden for. Men desværre mangler vi et hegn omkring legepladsen. Det skulle gerne blive sat op i næste uge.

Børnehavens børn får deres egen legeplads. Den er endnu ikke helt færdig, men forventes at blive klar inden for et par uger. For at speede processen op, lægges rullegræs på noget af området.

- Vi er glade for de nye lokaler, og er parate til at sætte vores eget præg på lokalerne, så de får noget atmosfære. Det må ikke være for institutionsagtigt, understreger Heidi Lynggreen.

En af vejene til at skabe atmosfære er at bruge udsmykning fra den gamle børnehave.

- De billeder vi har over garderobeskabene er nogle som børnene lavede for nogle år siden, dem har vi taget med, bemærker lederen.

75 børn

Børneuniverset er fra starten fyldt med 49 børnehavebørn og 11 vuggestuebørn. Det samlede antal vil stige til 75, men altid være påvirket af tidspunkter for indmelding og udmelding i forhold til skolen.

Den nye vuggestue er opdelt i to afdelinger - Lille Bjørn og Store Bjørn. Vuggestuen består af fem rum, hvoraf to er henholdsvis soverum og legerum.

- Jeg kan mærke, at de her i vuggestuen har hjertet med. Vi skal nok få skabt en god atmosfære, siger Heidi Lynggreen.

I børnehavedelen er tre aldersopdelte stuer: Mælkevejen, Solstrålen og Regnbuen. De er kædet sammen med et stor fællesrum.

- Vi var meget spændte på, hvordan lydniveauet ville blive i det store rum. Heldigvis er der gjort meget ud af lydisolering. Pengene hertil er givet godt ud, forsikrer Heidi Lynggreen, og nyder at der er et godt og lavt lydniveau.

Normalt ville åbningen af en ny børnehave være sket med åbningsfest og reception. Det er udskudt til august af grunde de fleste kan gætte.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"