Bakgårdens børn får muligvis dårligere faciliteter

Af Ture Damtoft, Onsdag, 10/06/2020 10:32

AARS: Licitationen til flytningen af børnehaven Bakgården til Østermarkskolen har vist sig dyrere end forventet.

Nærmere bestemt 2,6 millioner kr. dyrere end forventet.

Derfor skal planerne nu gennemgåes, så man lander på budgettet på 7,2 mio. kr.

Flytningen til Østermarkskolen ligger stadig fast, og trods den højere pris loves de kommende børnehavebørn og pædagoger høj kvalitet i deres nye rammer.

- Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at den nye børnehave og vuggestue på Østermarkskolen stadig bliver et kvalitetsbyggeri med rigtig gode rammer for forældre, børn og ansatte. Det skal der ikke herske nogen tvivl om, men licitationen viste bare, at kvadratmeter-priserne lige nu overskrider det forventede niveau, hvilket vi så må agere efter i realiseringen af projektet, siger skole- og dagtilbudschef i Vesthimmerlands Kommune, Anders Norup.

Tirsdag blev blev Børne- og Familieudvalget orienteret til udvalgsmødet om licitationen. Herfra vil arbejdet påbegynde med at realisere flytningen af

Bakgården, så en ny politisk behandling kan ske til august.

Formanden for udvalget håber på at kunne få samme faciliteter som planlagt.

- Der er mange muligheder for at se på valg af materialer til f.eks. vægge og døre. De store overordnede linjer skal nok komme på plads, siger Inger Nielsen (V) og indrømmer at djævelen ligger i detaljen.

Afviser forværringer

De detaljer som nu skal gennemgås med en tættekam for at kunne tilbyde børnene de bedst mulige rammer.

Inger Nielsen afviser ordet forværringer i forbindelse med projektet og peger på, at der altid er uforudsete udgifter ved byggeri.

- Det kender de fleste, som har bygget hus nok også. At man forestiller sig, hvordan det skal være, og så kommer der noget uforudset. Jeg har ikke forestillet mig, at vi skal spare 2,6 mio. kr., men jeg ser ikke nogen grund til at overveje en ekstrabevilling. Vi holder indtil videre hovedet koldt og ser på forskellige muligheder for at få det, som vi havde forestillet os, siger Inger Nielsen.

Uden at skal opfattes som kritik af de bydende håndværkere kommer hun også ind på kvadratmeter-priser.

- Jeg er bange for, at her i corona-tiden har håndværkerne rigeligt at lave, og priserne er blevet lidt højere. Det er nok en del af forklaringen på, at buddene er blevet noget højere end budgetteret, og vi har et projekt, som skal realiseres nu, siger Inger Nielsen og tilføjer, at nok er rammerne vigtige i en børnehave, men det vigtigste er stadig hvordan børnene bliver undervist og passet.

Som en konsekvens af den nye politiske behandling og udarbejdelsen af ændringer i projektet vil Bakgårdens flytning til Østermarkskolen være forsinket til maj 2021.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"