
Børnehaver og daginstitutioner i Vesthimmerland har betydelig bedre kvalitet end gennemsnittet i Danmark.
Bedre dagtilbud for tre til fem årige i Vesthimmerland
Af Ture Damtoft, Fredag, 06/06/2025 12:39
VESTHIMMERLAND: Det vakte lidt af et ramaskrig, da en ny undersøgelse af kvaliteten af dagtilbud viste, at over 25 pct. var af utilstrækkelig kvalitet. Men i Vesthimmerlands Kommune er resultaterne betydelig bedre.
Resultatet af en national undersøgelse af kommunale daginstitutioner for tre til fem-årige børn blev offentliggjort af Undervisningsministeriet 11. maj.
Resultaterne kom efter stikprøveri 100 børnehaver og daginstitutioner. I Nordjylland var der besøg hos fem børnehaver og syv daginstitutioner, og i otte af regionens 11 kommuner.
Mindre end en ud af 10 blev bedømt til at være god kvalitet og, afhængigt af opgørelsesmetoden, op til 28,5 pct. af utilstrækkelig kvalitet.
I Vesthimmerlands Kommune er resultaterne betydeligt bedre.
Siden 2021 har der været arbejdet målrettet med at højne kvaliteten, og det er lykkedes.
Ingen børnehaver eller daginstitutioner er af utilstrækkelig kvalitet, 52,4 pct. er af tilstrækkelig kvalitet og hele 47,9 pct. af god kvalitet.
Over to byrådsperioder har Børne- og Familieudvalget arbejdet med at fremme kvaliteten i de kommunale dagtilbud og har siden 2021 fået ført tilsyn og blevet kvalitetsvurderet efter samme standarder som i den nationale undersøgelse.
- Vi har i Børne- og Familieudvalget arbejdet målrettet efter at forbedre kvaliteten i vore dagtilbud. Derfor har vi to gange haft en ekstern tilsynskonsulent købt ind, for at sikre uvildigheden i tilsynene. Det betyder, at jeg i dag med sikkerhed kan sige, at vi har forbedret kvaliteten i dagtilbuddene i Vesthimmerlands Kommune på alle områder, som nedenstående tabel viser, og jeg er stolt over, at vi ligger langt over landsniveauet. En ting er den politiske prioritering, men det er forvaltningen, lederne og medarbejderne, der skal føre den ud i livet. De har arbejdet med i processen, ligesom de har arbejdet målrettet med at kvalificere den pædagogiske praksis overfor børnene, og vi har en fælles ambition om, at alle dagtilbud i Vesthimmerlands Kommune kommer i ”god” kvalitet, udtaler Inger Nielsen, formand for børne- og familieudvalget.
”Tilstrækkelig” kvalitet er udtryk for, at børnene passes trygt og sikkert og udvikler sig forventeligt. Forskellen til en institution med ”god” kvalitet er, at her er den pædagogiske kvalitet så høj, at børn kan udvikle sig mere end forventeligt.
Det vil i særlig grad komme børn til gode, der er i forskellige vanskeligheder.
Vesthimmerlands Kommune har ikke delt resultaterne for de enkelte børnehaver og daginstitutioner.
Ordet er dit