Bedre sikkerhed hos skytteforening i Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 22/07/2020 08:55

AARS: Der skal være styr på sikkerheden, når kuglerne flyver.

Det er der ikke helt på Plantagevej 9 ved Aars, hvor Nordjysk Historisk Skytteforening trykker på aftrækkerne på gamle rifler og maskinpistoler.

Derfor har ARF Støtteforening Aars valgt at donere 20.000 kroner til skytterne, så sikkerhedskravende kan opfyldes og det utætte tag på skydehuset kan skiftes.

- Vi fik en ansøgning og tænkte, at det er vi da nødt til at hjælpe med. Det skulle først have været 10.000 kr., men det kommer de ikke langt med, så vi fordoblede beløbet til 20.000 kr., efter vi havde set forholdene, fortæller Birthe Laustsen, formand for ARF Støtteforening Aars.

Udover et nyt tag til skydehuset skal kuglefanget også forbedres, så man ikke rammer noget som helst af metal og risikerer farlige rikocheter.

- Vi er underlagt sikkerhedssregler og skal overholde de gældende miljøregler. Det betyder f.eks. at vi skal have et kuglefang, som opfanger blykuglerne. Kuglefanget trænger også til at blive fornyet, men det værste er nok, at det regner ind i skydehuset, siger Finn Nielsen fra foreningen.

Den deler skydebanen på Plantagevej med Aars Skytteforening, som der er planer om at fusionere med.

Så kommer næste opgave - at tiltrække nye medlemmer, selvom det er lidt svært med nuværende Corona-regler, hvor man ikke må deles om våben.

- Det giver ro at dyrke sporten. Der er et meget lille fokus, man skal forholde sig til. Man lærer at koncentrere sig og lukke alt andet ude, og så er det også bare rigtig hyggeligt. Det er nok kun 10 pct. af medlemmerne, som er her for at konkurrere. Vi andre vil bare gerne skyde godt, men ellers hygge os sammen, siger René Kastrup.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"