Betænkelige miner over ny bevilling i Aars

Af Torsten Hansen, Onsdag, 04/05/2022 09:00

AARS: Efter en længere diskussion om manglende budget-dækning af to mio. kr. til en fest for medarbejderne kunne man frygte, at der igen opstod en længere diskussion om budgettet, da byrådet kort efter skulle finde yderligere en mio. kr. til projektet omkring overdækning af Kimbrertorvet.

Der var også betænkelige miner hos flere i byrådssalen over, at der igen skulle findes flere penge til projektet.

- Jeg er bekymret over, at vi skal afsætte yderligere en mio. kr. Ikke mindst set i lyset af, at den nærmeste fremtid ikke ser bedre ud med hensyn til prisstigninger, sagde Jakob Dyrmann (V).

Han fik opbakning af Theresa Berg Andersen (SF), der mente at en ekstra million var i strid med budgettet. Hun krævede derfor afstemning om punktet.

- Projektet er gået fra, at koste 320.000 kroner til nu 11 mio. kroner. Det gør mig betænkelig, og jeg er nød til at gå med den røde fløj, sagde Lars Rem (Ny Borgerlige).

Undervejs i diskussionen opstod der lidt tvivl om, hvorvidt det er kommunen eller Aars Handelsstandsforening der er bygherre.

- Det er afgørende, fordi vi skal vide, om vi kan løfte moms af projektet, eller om der kommer yderligere omkostninger der, sagde en betænkelig Asger Andersen (S).

Det var der lidt tvivl om. Kommunaldirektør Henrik Kruuse var nød til kort at forlade mødet for at få det afklaret. Konklusionen blev, at der ikke er noget problem der.

Trods de betænkelige miner og tvivlen, var den generelle holdning over for projektet positiv.

- Jeg synes, det er et godt projekt. Der er arbejdet med det i mange år. Jeg bakker op om det. Licitationen gør, at vi skal have den ekstra mio. Jeg synes, gruppen bag projektet har gjort hvad de kan, for at få det på plads. Jeg håber, at Realdania kommer med de sidste penge, sagde Svend Jørgensen (C).

Benny Hansen (V) kaldte det et godt projekt, inden byrådet gik til en afstemning om bevilling af yderligere en mio. kr., under forudsætning af, at Realdania giver tilsagn om yderligere 1,23 mio. kr.

21 stemte for og seks stemte imod.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"