Bil totalskadet i voldsomt uheld på Støberivej i Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 06/01/2021 08:38

AARS: Aars BMX Klub ”Lynet” skal have repareret klubhuset.

Nytårsnat klokken lidt over fire bragede - ikke et overdrevet udtryk - en 31-årig bilist fra Farsø ind i et træ foran klubhuset.

Sammenstødet var med så voldsom fart, at træet rykkede sig omkring halvanden meter med rod, og lavede et mindre hul i træbeklædningen på klubhuset.

Da politiet nåede frem, var bilen forladt, men de fandt frem til ejeren og derefter føreren via nummerpladen.

- Da patruljen kom ud til manden, havde han rifter og sår i ansigtet, og han erkendte, at det var ham der kørte bilen. Han blev opfordret til at søge læge, men mente ikke at det var nødvendigt, oplyser Mikkel Mitchell, fung. politikommisær.

Der blev også taget DNA-spor fra det blod, som var på bilens airbag.

Bilen var blevet kørt ad Markedsvej, og det var ved t-krydset mellem den og Støberivej, at den 31-årige ikke kunne stoppe, og derved forvoldte skader på et træ, et klubhus og ikke mindst sig selv.

- Vi har ikke nogen mistanke om, at der var alkohol eller narkotika involveret, siger Mikkel Mitchell.

En lærestreg

BMX klubben kan stadig bruge klubhuset.

- Det kan da bruges, som det er, men det er træls, at huset er utæt, selvom det kun er i den yderste del af beklædningen. Jeg blev ringet op af politiet der fortalte, at der var en, der havde ”plantet” bilen i klubhuset. Det ser mest voldomt ud med træet, der har flyttet sig omkring halvanden meter, siger klubbens formand Peter Gammelby.

Efter uheldet skal der udskiftes en tagrende, et panel i træbeklædningen og der skal udføres reparationer i køkkenet.

At det ikke blev værre, mener formanden, at den 31-årige skal være taknemmelig for.

- Jeg håber da, han har fået en lærestreg. Det er træls for os, men vi skal bare have huset repareret. Føreren af bilen kunne være kommet alvorligt til skade, siger Peter Gammelby.

Den 31-årige var i forvejen frataget førerretten til personbil.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"