Bio i Aars venter på James Bond

Af Ture Damtoft, Onsdag, 07/10/2020 08:00

Biografens formand: Vi er også hårdt ramt af Corona-restriktioner

AARS: Trods en nedgang på 50 pct. i omsætningen skal Aars Teater Bio nok klare sig på trods af nedgang efter Corona-restriktionerne.

Det er udmeldingen fra Preben Kyndesen, der er formand for foreningen bag biografen.

- Vi er ligeså hårdt ramt på antallet af biografgæster som i resten af landet, men vi har jo ikke lønnet personale. Derfor klarer vi os, selvom omsætningen nærmest er halveret, siger Preben Kyndesen.

Biografens bestyrelsesformand havde set frem til premieren på den 25. James Bond film, som skulle have haft premiere 25. oktober. Nu er den premiere udsat til engang i 2021.

- Vi havde allerede fået bekræftelse på den, men jeg tror de aflyste, fordi en film som Tenet ikke solgte godt, og det bliver svært at skaffe udenlandske film, siger Preben Kyndesen.

Heldigvis er der så en del danske film, som kan ses i biografen.

- ”Druk” af Thomas Vinterberg er vi rigtig glade for, og den har vi forlænget med en uge. Den vil folk gerne se, og så kommer Retfærdighedens Ryttere (af Anders Thomas Jensen der stod bag bl.a. Blinkende Lygter, red.) snart.

- Jeg håber, det bliver en ny Blinkende Lygter, som var en af de film, vi har solgt flest billetter til nogensinde, siger Preben Kyndesen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"