Biografen i Aars må åbne men har ingen film at vise

Af Ture Damtoft, Torsdag, 13/01/2022 11:56

AARS: Det bliver ikke på søndag, at man kan komme i Aars Teater Bio.

- Der er ikke nogen film at få. Torsdag 20. januar skulle vi have premiere på "Tag Min Hånd", den er lige blevet skudt en uge, så den først kommer 27. januar. Jeg håber, vi åbner torsdag, men jeg ved ikke med hvilken film endnu, siger Preben Kyndesen fra bestyrelsen.

Nedlukningen har skubbet rundt på mange premieredatoer.

"Hvidstengruppen 2" og den nye "Krummerne" film skulle have haft premiere i julen.

De er nu skubbet til marts - indtil videre i hvert fald.

For det kan sagtens ændre sig.

- Filmen "Vildmænd" blev også skubbet til marts. Den får nu premiere 3. februar, har vi fået at vide. Der flyttes rundt med det, og det gør det svært. Heller ikke i biograferne kan man bare starte op fra den ene dag til den anden, siger Preben Kyndesen.

For ham og de øvrige frivillige gælder det også om at få de rigtige film hjem - dem der appellerer bredt.

- Biografen køres af frivillige, og hvis vi åbner nu, kan vi risikere, der ikke kommer nogen, fordi vi ikke kan vise en film, der appellerer bredt. Som frivillig vil man jo gerne have, der kommer et stort publikum, så der er noget at lave, og har man lyst til at tjene lidt fribilletter, så er man velkommen til at melde sig som frivillig, siger Preben Kyndesen.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"