Bladcentralen i Aars er solgt til Aalestrup-mand

Af Torsten Hansen, Onsdag, 30/03/2022 07:00

Steffen Rønfeldt Hay Andersen, Aalestrup, har købt Bladcentralen i Himmerlandsgade

AARS: Bladcentralen i Himmerlandsgade i Aars skifter ejer 1. maj. Steffen Rønfeldt Hay Andersen, Aalestrup, har købt forretningen af Jannie Otte, Aars, der har drevet den i næsten to og et halvt år.

- Det er første gang jeg skal prøve at være selvstændig. Men jeg har altid drømt om at have mit eget, siger Steffen Rønfeldt Hay Andersen.

Kunderne kan allerede nu møde ham i kiosken, hvor han, som han selv siger det, er under oplæring. Steffen Rønfeldt Hay Andersen har nemlig ingen direkte erfaring i branchen, men er vant til kundebetjening og salg.

- Jeg har valgt at gå ind i denne branche, fordi der er stor kundekontakt. Jeg synes især også, at Bladcentralen er interessant, fordi her er spillehal, pakkepost, lotto og kiosksalg, forklarer Steffen Rønfeldt Hay Andersen.

Det skaber stor kundetrafik, hvilket den nye ejer glæder sig til af være en del af.

Steffen Rønfeldt Hay Andersen er uddannet tjener, og har inden købet af Bladcentralen været afdelingsleder hos Sixt Biludlejning.

Han har ikke planer om at ændre noget i Bladcentralen, men udelukker ikke, at der over tid kan ske ændringer.

Det nuværende personale fortsætter i Bladcentralen. Dog ikke Jannie Otte Samuelsen, der vil tilbage til et kontorarbejde.

- Det har været fint i butikken. Men arbejdstiderne matcher dårligt med Brians (Brian Otte, direktør i Messecenter Vesthimmerland). Vi har ikke set meget til hinanden. Det vil jeg gerne ændre på, siger Jannie Otte.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"