Bogen lever og har det godt!

Onsdag, 28/10/2015 09:09

STØVRING: Som foredragsholder skal deltagerne møde Rikke Viemose fra Thiemers Magasin, som er navnet på hendes kreative og alsidige boghandel i København.

Rikke kan mange ting. Hun er 46 år, fra Aarhus, uddannet journalist, har en bachelorgrad i litteraturvidenskab og har tidligere arbejdet som redaktør af litteraturtidsskriftet Ildfisken.

Hertil kommer ansættelser som ekstern lektor, korrespondent i Moskva, kommunikationsrådgiver,   freelancejournalist samt blogger i USA. Hun har to børn og er gift med David Trads, kendt journalist med begivenhedsrig karriere.

Siden 2010 har Rikke Viemose været boghandler og ejer af Thiemers Magasin.

Butikken eksisterede før hun overtog den, for boghandler Christina Thiemer Grønborg har drevet den siden 2002. Allerede da var boghandelen et populært mødested for bogelskere.  

Med sin knaldblå facade og store vinduer vækker Thiemers Magasin opmærksomhed i gadebilledet mellem Vesterbro og Frederiksberg. Gaden hedder Tullinsgade, og den ligger i et hipt kvarter med caféer, vinbarer, små gallerier og delikatesseforretninger, -samt en delikatesseboghandel!

Rikke Viemose kalder nemlig sin forretning en delikatesseboghandel efter amerikansk forbillede. Således har Thiemers Magasin udviklet sig til et knudepunkt for litteraturelskere i København.

Foruden kaffe, kunst og kvalitetsbøger byder Rikke og hendes ansatte på oplæsninger, bogreceptioner, chokolade, forfatterbesøg og oplæsninger. Der er forfatterbesøg hver søndag og læseklubber og skriveklubber på hverdage.

Rikke Viemose har i et interview udtrykt, at der altid vil være behov for bøger, fordi de afspejler verden og giver perspektiv.

Ældre Sagens læsekredse og øvrige interesserede kan glæde sig til en ægte ildsjæls professionelle og engagerede foredrag om bogens fremtid.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"