Boldt skal amputeres i Aars - der skal bygges et tre meter højt skur op ad gavlen

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 17/08/2022 08:09

AARS: Hvis det står til kommunen, vil Tjener Boldt på gavlmaleriet i Himmerlandsgade snart blive amputeret. Og den beslutning falder ikke i god jord hos mange borgere, som er meget glade for kunstmaleren Peer Poulsens høje maleri af bysbarnet Per Pallesen i rollen som Tjener Boldt i TV-serien "Matador".

Forklaringen er, at der i forbindelse med overdækningen af Kimbrertorvet i Aars, skal opføres et skur som på tegningerne er placeret klos op ad gavlmaleriet ud mod Himmerlandsgade. Skuret bliver knap tre meter højt og vil "amputere" Severin Boldts ben fra fødderne og lige op til tjenerens ædlere dele. Gavlmaleriet er ca. 12 meter højt, så der vil fortsat være ni meter tilbage af maleriet, som har vakt stor opmærksomhed om Aars lige siden det blev afsløret for fire år siden. Der er i øvrigt udarbejdet en kontrakt om maleriet på gavlen, og den løber i ca. et år endnu.

- En delegation fra Vesthimmerlands Kommune har været på besøg nu efter at Kimbrertorvet er afspærret så håndværkerne kan gå igang med at opføre overdækningen. Det er i den  forbindelse, at vi er blevet bekendt med, at der skal opføres et skur, som vil ødelægge gavlmaleriet, siger Kim Buus, Vegger, der ejer ejendommen som lægger gavl til Tjener Boldt, og som slet ikke er tilfreds med, at der skal bores og placeres et skur op ad væggen.

- Det er en ny udvikling i sagen. Vi er ikke tidligere blevet   bekendt med, at der nu åbenbart skal sættes et skur op ad væggen, siger Kim Buus, som i denne sag føler sig som "kørt over af en damptrommel". Kommunen handler hen over hovedet på os. Man kunne i det mindste tidligere i forløbet have indbudt til et kaffemøde, hvor vi kunne tale om tingene, siger Kim Buus, der er forarget over kommunens beslutning på både egne og borgernes vegne. Borgerne er nemlig glade for Tjener Boldt, som bliver beundret af mange turister og selskaber, der kører gennem Aars.

Borgmester Per Bach Laursen gik tirsdag morgen ind i sagen. Han talte med teknisk forvaltning om, hvad der er op og ned og   beklager, at man ikke har taget nærmeste nabo til gavlmaleriet med på råd i tide. Nu er man måske for langt henne i forløbet til at noget kan ændres, og det ærgrer ham, at processen har delt vandene.

- Jeg håber, at vi kan finde en løsning, siger Per Bach Laursen til Aars Avis, og understreger, at han har stor passion for Peer Poulsens kunstværk. Sagen berører borgmesteren meget, og han ser frem til et møde med styregruppen for den kommende overdækning af Kimbrertorvet, hvor der forhåbentlig kan komme klarhed over tingene.

I Aars Avis kan du læse om kunstneren Peer Poulsens syn på sagen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"