Borgerdebat om sygehuset i Farsø

Af Ture Damtoft, Onsdag, 19/02/2020 09:00

VESTHIMMERLAND: Der er stormøde om Vesthimmerlands Sygehus i Farsø i morgen torsdag, 20. februar.

Formanden for sygehusets støtteforening vil først og fremmest have, at borgerne skal lyttes til af politikerne.

- I den lukkede behandling, det har været omkring lukningen af lægevagten, er man måske mere obs på sige egne problemer og ikke på borgernes. Så, vi vil have et vaskeægte borgermøde, hvor politikerne står til ansvar for deres handlinger, siger Kirsten Moesgaard med henvisning til regionsrådets behandling af sagen på et lukket punkt tirsdag, 28. januar.

- Lukningen af lægevagten er foregået henover hovedet på kommunerne, der er ansvarlige for den nære sundhedsindsats efter behandlingen på sygehuset. De er jo ikke nødvendigvis raske, når de bliver udskrevet, og med en lægevagt i Farsø kan det jo aflaste lægevagten i Aalborg, siger Kirsten Moesgaard.

Hun tror på muligheden for at omgøre aftalen mellem Region Nordjylland og PLO Nordjylland - eller i det mindste en udskydelse så borgerne i Vesthimmerlands Kommune i 11. time måske kan undgå nedlægningen af lægevagten og dermed en de fakto serviceforringelse.

- Der kan være noget, som giver inspiration på aftenen, og vi kan se, det virkelig har befolkningens interesse. Sygehuset er en del af vores DNA i Vesthimmerland, og det er den, de er inde og rykke ved. I forvejen har vi en lang responstid, og der kan hurtigt gå tre timer fra et akut tilfælde, hvis man først skal vente på en læge, så en ambulance og så køres 60-70 kilometer til det nærmeste sygehus, siger Kirsten Moesgaard.

Ved debatmødet i Dronning Ingrid hallen i Farsø torsdag aften er panelet sammensat af regionsrådsmedlemmer Mogens Ove Madsen (S), Pia Buus Pindstrup (K), Per Bisgaard (V); borgmester Per Bach Laursen (V); fmd. for Sundhedsudvalget Palle Jensen (S) og Kirsten Moesgaard for Støtteforeningen for Vesthimmerlands Sygehus i Farsø.

Arrangørerne forventer og håber på et stort fremmøde, så anbefaler af komme i god tid, inden mødet begynder kl. 19.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"