Borgmester om genåbning: "Vi kan hurtigt slå bakgear"

Af Ture Damtoft, Fredag, 17/04/2020 09:30

VESTHIMMERLAND: Regeringen fik i nat et bredt flertal for at genåbne en lang række private og offentlige erhverv.

Særligt frisørerne har fyldt meget i medie-dækningen, og nu kan både de langhårede og Søren Brostrøm igen få klippet og trimmet lokkerne af en professionel.

Fysioterapeuter og tandlæger åbner også, og er man til tatoveringer, kan man igen få "Mor" indgraveret i huden.

På det offentlige område genoptager domstolene arbejdet, der vil blive indkaldt til afsoning i "sundhedsfagligt forsvarligt" omfang, og forskninglaboratorier bliver også åbnet igen. Ikke at det sidste nødvendigvis er relateret til de to første.

Det er svært ikke at være lidt glad, og måske endda lidt overstadig, over beslutningen om at åbne mere her i "fase 1".

Herrer over smitten

Men, der er jo en grund til, at vi fortsat ikke kan gå på restaurant, café, dyrke idræt eller komme til koncert.

Og, ligesom alle andre politikere advarer borgmester Per Bach Laursen (V) om, at vi fortsat skal holde god afstand og spritte vores hænder af, når vi nu skal have behandlet den dårlige ryg eller have en pæn frisure igen.

- Den periode, vi har været igennem, har været gavnlig i forhold til at indse den alvor, der ligger i epedemien. Vi har jo lært, hvilken situation vi står overfor, og den har Vesthimmerlændingene været gode til at efterleve og set, de er herrer over spredningen af smitten. Vi skal bruge det, vi har lært med at vaske hænder, spritte af og ikke give hånd. Det sidste har været en stor udfordring for mig. Med genåbningen er vi allesammen nødt til at være klar på og meget opmærksomme på at overholde de forholdsvist simple regler, der er, siger Per Bach Laursen.

Det kan vi i Danmark

Han glæder sig også over genåbningen og havde gerne set en større del af samfundet åbne allerede nu, men anerkender at anbefalingerne fra Statens Serum Institut om, at det ikke for nuværende er forsvarligt at åbne for restaurationer, foreningsliv og større kulturarrangementer må følges.

For at gøre det muligt opfordrer han ikke bare til at fortsætte indsatsen med at "stå sammen hver for sig", men også til at få flere tests gjort tilgængelige så hurtigt som muligt og allerhelst tests for anti-stoffer.

- Vi vil gerne have noget antistof-test i kommunen, så vi med større tryghed kan gå ud og lukke lige så stille op. Myndighederne monitorerer jo hele tiden på udviklingen af smittede. Det kan vi jo i Danmark, og jeg er meget tryg ved, at der nu bliver åbnet mere op, fordi vi hurtigt kan slå bakgear, hvis vi ser en stor stigning i antallet af smittede, siger Per Bach Laursen.

En tid efter Corona

Han er dog langtfra jubel-optimist men understreger derimod, at sygdommen skal holdes i skak, og at der nok går lang tid, inden vi igen kan give hånd til hinanden og nye danske statsborgere kan leve op til den indtil videre suspenderede lovgivning for grundlovsceremonien.

- Vi kommer måske et stykke vej ind i 2021, inden der er helt åbnet op igen. Jeg mener, det kræver en vaccine før vi kan være sammen, som det var inden 11. marts. Der kommer en tid efter Corona, og så vil alle evaluere på, hvordan man har gjort det, og hvad man ikke har gjort det. Det er vi parat til, for vi skal jo lære af både fejl og de gode ting, man har gjort under krisen, siger Per Bach Laursen.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"