Borgmesteren fylder rundt

Af Torsten Hansen, Mandag, 07/02/2022 10:34

I dag mandag, 7. februar fylder borgmester Per Bach Laursen, Vesthimmerlands Kommune, 60 år.

Han bliver ikke fejret med en stor fest, fordi Corona stadig fylder meget i manges bevidsthed. Men planen er, at der holdes reception for ham, når han "fylder" 60 år og 60 dage ( 8. april).

Det er ikke længe siden borgmester Per Bach Laursen fik et tydeligt bevis på, at han er vellidt i Vesthimmerland. Han fik et flot valg og fik fuld opbakning til at fortsætte hvervet som borgmester i yderligere fire år.

Den fulde opbakning er også vigtig for Per Bach Laursen, og det er noget der kendetegner fødselsaren. Det er vigtigere for han at skabe sammenhold, frem for at gennemtrumfe egne holdninger.

Per Bach Laursen bor på Lundgaard i Overlade. Gården driver han som tredje generation med jordbrug og svineproduktion. Parret har fire sønner, hvoraf de tre ældste også har engageret sig i politik. Samfundet og dets sammenhæng har familiens store interesse.

Per Bach Laursen er uddannet agraøkonom. Han har arbejdet på gårde i Canada og England. I England var han elev ved et stort landbrug nær Winchester. Her oplevede han herregårdsmiljøet og fik testet de mange pubber der ligger i området.

Da han for fire år siden fik borgmesterkæden om halsen for første gang, udpegede han en af sine medarbejdere til at stå for den daglige drift af gården. Samtidig blev der sat en proces i gang for at finde en driftsleder.

Per Bach Laursen har erkendt, at han ikke selv får tid nok til både at drive gården og kommunen. Kalenderen er allerede fyldt op med opgaver for kommunen, der har første prioritet hos ham.

Gården omfatter 350 ha landbrug. Men selv om politik og kommunaldrift fylder meget, så nyder borgmesteren at deltage i driften, når der er mulighed for det.

Han bruger også de fredfyldte arealer omkring gården til at koble af. Efter en lang og travl dag, går han gerne en tur i marken eller skoven for at klare hovedet.

Per Bach Laursen har gennem de seneste 20 år været aktiv i landbrugets organisationer som bl.a. næstformand i Tolvmandssektionen, rådsmedlem i Det Dyreetiske Råd, formand for bestyrelsen i 3S A/S, bestyrelsesmedlem i LaDS Holding A/S, bestyrelsesmedlem i kartoffelmelsfabrikken AKV-Langholt, formand for De Danske Svineproducenter, og præsident for De Europæiske Svineproducenter.

Alle de poster har Per Bach Laursen dog sagt fra, på nær sin formandspost for 3S.

Ud over at have arbejdet i England og Canada, så er Per Bach Laursen glad for at rejse. Hans nysgerrighed har ført ham på mange rejser. Han har faktisk besøgt næsten alle europæiske hovedstæder. En anden fritidsinteresse er jagt.

Borgmesteren er også glad for at stå på ski, og ikke mindst glad for afterskiing, fordi han nyder at hygge sig med vennerne.

Et generationsskifte ser ud til at være undervejs. For få år siden var ingen af Per Bach Laursens fire sønner umiddelbart indstillet på at tage over. Men sønnen Malthe Bach Laursen, har nu uddannet sig til driftsleder. Han er derfor blevet ansvarlig for den daglige drift og de seks-syv ansatte.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"