Brand i lagersilo på Aars Fjernvarme

Af Torsten Hansen, Mandag, 26/09/2022 10:26

Det får ingen betydning for fjernvarmen i Aars - lige nu

AARS: Brandfolkene forventer at være på Aars Fjernvarme i cirka to døgn endnu.

Søndag aften kl. 20.15 gik en alarm på fjernvarmeanlægget. Et termisk kamera havde opdaget en mindre brand i en lagersilo. Branden udviklede sig hurtigt, og brandfolk blev tilkaldt.

I løbet af aftenen og natten har 16 brandfolk og seks biler arbejdet på stedet, for at slukke branden. Mandag morgen mødte et nyt hold op, og folk fra Løgstør, Aalestrup og Mariagerfjord afløste, dem der havde arbejdet hele natten.

- Vi forventer at have seks mand og en indsatsleder på stedet i cirka to døgn mere, siger indsatsleder Kasper Weiberg.

Branden er ikke kritisk, men den er svær at slukke.

Branden er opstået i en lagersilo, hvor der befinder sig cirka 1200 ton industriaffald. Mængden er så stor, at den ikke blot kan slukkes med vand. Det er heller ikke muligt at flytte affaldet direkte ind i brændkammeret, hvor det kunne gøre gavn til fjernvarme.

- Vi har nu fået en aftale med miljømyndighederne. De har sagt ja til, at vi må tage affaldet ud og lægge det midlertidigt udenfor, hvor vi kan slukke det. Når det er slukket, skal affaldet tilbage i siloen, forklarer Kasper Wieberg.

De 1200 ton skal flyttes med en gummiged. Det kommer til at tage mange timer, derfor skal der være brandfolk på stedet i lang tid endnu.

Ikke betydning nu

- Det får ikke betydning for fjernvarmeforsyningen, siger direktør Jan Clement, Aars Fjernvarme.

- Kun hvis vi kommer til at mangle brændsel til vinter, uddyber han.

De 1200 ton var et lager, der er bygget op hen over sommeren, hvor der er mere affald end der skal bruges. Lageret skulle udnyttes hen over vinteren. Det tyder på, at noget af affaldet stadig kan bruges, men det kan først afgøres senere.

Jan Clement forventer, at Aars Fjernvarme kan skaffe et nyt lager af affald, inden behovet opstår til vinter.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"