Cimbrerhøjen er klar efter flere års forberedelse

Af Ture Damtoft, Onsdag, 12/08/2026 07:59

Den flotte nye bygning i Aars indvies fredag, og alle kan være med

AARS: Det har taget næsten et årti fra den første idé, men nu er Cimbrerhøjen blevet en realitet, og de mange mennesker bag projektet glæder sig til at indvie bygningen og vise den frem på fredag.

- Vi har troet på det hele vejen. Folk har været positive, men der er nok nogen, som har tænkt, “det der kommer aldrig til at ske”. Men nu er det sket, og vi står her, siger en meget glad og begejstret Brian Larsen til Aars Avis.

Han viser rundt sammen med sin hustru Gitte Larsen samt Anja Søndergaard Nielsen, der begge har arbejdet med projektet i flere år og er lige så glade og begejstrede for resultatet.

Fuldt berrettiget, for bygningen pynter med sin trækonstruktion, når man kører forbi på Gislumvej, og når kommer om bagved og indenfor er det meget svært ikke at blive lidt begejstret.

Den store fællessal står klar til at blive taget i brug, køkkenet mangler lige det sidste finish plus en ovn, der er krearum og mødelokale og i alle rum går valget af træ som materiale igen.

Vinduesrammerne er af træ og selv i indgangen er knagerækkerne af træ. Der er en på hver side og naturligvis både i voksen- og børnehøjde.

Et blankt kanvas
Selve bygningen er en halvcirkel, men gangbroen i første sals højde er en fuld cirkel.

- Der kommer helt sikkert mange ideer om, hvad den kan bruges til. Den er tre meter bred, og man kan jo bruge den til rigtig mange ting, siger Gitte Larsen.

Hun, Brian Larsen og Anja Søndergaard har selv nogle ideer, men ikke nogen de har lyst til at sige højt lige nu, for Cimbrerhøjen skal være for alle, der har lyst til at bruge den.

- Det er et blankt kanvas, hvor alle kan være med til at forme det. Det skal være blødt og åbent for alle. Nu starter vi på fredag, og så kan vi bygge videre og udvikle mere sammen med de foreninger, som bruger bygningen. Vi mangler også småting som billeder og planter, men lækkerheden bliver bygget på, siger Anja Søndergaard Nielsen.

Hele projektet har kostet 17 millioner kroner og har kun kunnet lade sig gøre takket være en masse større eller mindre donationer fra fonde.

Allerede i den første ansøgning blev det slået fast, at Cimbrerhøjen er for mange andre foreninger end FDF, som havde sit klubhus på grunden.

- Det er fællesskabet, vi gerne vil med Cimbrerhøjen. FDF kommer til at bruge den som et nyt klubhus, men der er plads til mange flere, og det samarbejde glæder vi os til, siger Brian Larsen.

Ikke noget fastsat
I løbet af byggeriet har han og de øvrige fra initiativgruppen fået mange kommentarer om, hvor flot det ser ud.

Og bygningen er allerede en lille smule i brug.

Der er et lille udendørs køkken - eller måske snarere bare en vask, som er blevet brugt hver dag i en uges tid.

- Der har hver aften været nogen vandrende på Hærvejen, som har sovet i shelter lige ved siden, og så kan de lige blive vasket og få fyldt deres vanddunk, inden de går videre. Der er åbenhed og plads til alle, siger Brian Larsen.

- Vi kan fylde hele rummet både inde og ude med næsten hvad som helst. Der er ikke noget, der er fastsat, og det bliver spændende at se det udvikle sig, siger Gitte Larsen.

Alle tre håber på mange gæster til indvielsen.

- Vi kan altid brygge noget mere kaffe, og glæder os bare til at vise bygningerne frem og høre folks reaktioner. De bliver forhåbentlig ligeså imponerede, som vi er, siger Anja Søndergaard Nielsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"